Log ind
Tilbage til journal
Skønhed

Sådan får du dit hår til at vokse hurtigere – og blive stærkere!

null

Tekst Marie Hindkær / Foto Getty

Drømmen om et langt og stærkt hår kan blive til en kamp, hvis du døjer med hår, der konstant knækker – eller som bare ikke vil vokse meget længere end til skuldrene. Men heldigvis er hjælpen nær og overskuelig. Her er 5 tips til, hvordan du får dit hår til at vokse sig langt og glansfuldt.

1. Giv dig selv en hovedbundsmassage

Et sundt og stærkt hår starter i hovedbunden. Og ligesom du plejer din hud i ansigtet og på kroppen, bør du pleje din hovedbund. Gør det til en fast rutine at give dig selv en hovedbundsmassage – gerne et par gange om ugen. Ved at massere hovedbunden stimulerer du blodcirkulationen, hvilket hjælper de vigtige næringsstoffer med at nå hurtigere ud til hårsækkene.

En hovedbundsmassage har også en gavnlig effekt på stress, der måske ikke så overraskende kan føre til både hårtab og et hår uden glans. Brug 5-10 minutter på massagen, og suppler med et hårserum eller et koncentrat, der plejer huden i hovedbunden og skaber balance. En af de mest effektive ingredienser i jagten på et hurtigere voksende hår er rosmarinolie, der booster blodcirkulationen og også virker anti-inflammatorisk. Du kan med fordel bruge en børste særligt til hovedbunden, når du masserer produktet ind – det hjælper nemlig også med at fjerne de døde hudceller fra hovedbunden på skånsom vis.



2. Plej spidserne

Det er ikke kun hovedbunden du skal være opmærksom på, hvis du drømmer om et langt og stærkt hår. Dine spidser er lige så vigtige at passe på. Det kommer nok ikke bag på dig, at tørre og slidte spidser gør håret mere porøst og får det til at spalte i længderne. Sørg derfor for at pleje og styrke spidserne – og at blive klippet regelmæssigt. Det bedste, du kan gøre, er nemlig at forebygge, og ikke at vente til skaden er sket – et skadet hårstrå kan camoufleres, men ikke repareres. Investér i en hårolie, der giver masser af fugt og næring, og som også reducerer frizz, der ofte opstår i et tørt og medtaget hår. Find en hårolie, der passer til din hårtype. Er dit hår fint og typisk skandinavisk, er det vigtigt, at du vælger en olie, der ikke tynger håret, da det kan få det til at se fedtet ud. Som en bonus beskytter mange hårolier også håret mod varmen fra stylingredskaber, der ligeledes er med til at slide på dit hår.



3. Børst blidt

Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilke redskaber du bruger i dit hår, og det kan betale sig at investere i en god børste. Mason Pearson har for længst opnået ikonstatus – og har du først oplevet magien fra Mason Pearson på dit eget hår, er prisen bare et lille greb i lommen. Derudover får du altså også en børste, der holder for (næsten) altid. Bestselleren er BN1 Popular, der består af nylon og vildsvinehår – nærmeste bestemt de inderste vildsvinehår, som effektivt opsuger og fordeler hovedbundens egne naturlige olier i længderne, og dermed giver dig et blødt og glansfuldt hår helt naturligt. Gør det derfor til en god vane at børste dit hår grundigt igennem inden sengetid om aftenen.

Et andet redskab, du gør klogt at investere i – særligt hvis du døjer med hår, der nemt filtrer – er en detangler. Manta laver en af de bedste og mest skånsomme. Børsten glider blødt gennem håret, og en særlig patenteret teknologi gør, at den ikke river hårstråene ud på vejen.



4. Glem ikke hårmasken

Dit hår har brug for masser af fugt for at holde sig stærkt og sundt – og det er ikke nok blot at bruge conditioner efter hårvask. En fugtende hårmaske 1-2 gange om ugen kan derimod give dig de altafgørende point i kampen om et glansfuldt og langt hår, der ikke knækker eller spalter. En hårmaske fugter, styrker og nærer håret indefra og ud – og forsegler skællaget så håret filtrer mindre og bliver blødere og mere skinnende at se på. Der findes et utal af hårmasker til ethvert behov, men du kan med fordel kigge efter ingredienser som argan-, kokos-, avocado- eller jojoba-olie, der indeholder masser af mineraler og essentielle fedtsyrer. Tænk på dem som (sundt) slik for slidt hår.



5. Sov godt

Langt de fleste af os sover på et hovedpudebetræk af bomuld, men du bør overveje at skifte det ud med et betræk lavet i silke eller bambus. Bomuld absorberer nemlig fugten fra hårstråene, hvilket kan føre til, at dit hår filtrer og knækker, mens du sover. Lægger du derimod hovedet på silke eller bambus, mindsker du både friktion og fugttab. Og som en ekstra gevinst vil huden i dit ansigt nyde godt af de samme fordele.



LÆS OGSÅ
Loading...