Sådan skaber du sæsonens flotteste øjne, ifølge makeupartisten

Tekst Missu Schneidermann
Når efteråret banker på døren, er det med få, simple tricks, at du kan forvandle dit makeuplook. Til et af Rotates tidligere shows lod makeupartist Vilde Feste sig inspirere af 90’erne og skabte en perfekt-uperfekt øjenmakeup, der er ideel til sæsonens stemningsfulde dage og aftener – uanset om du skal på café, til middag eller bare vil skrue op for efterårsstemningen i hverdagen.
Makeuppen
Vilde Feste, Global Senior Make-up Artist hos MAC
“90’erne er tilbage, ikke mindst i modebilledet, og her følger makeuppen selvfølgelig med, hvor smokey eyes passer perfekt til looket, ikke mindst på denne tid af året. Jeg stod for makeup-looket til Rotates tidligere show, hvor vi netop fokuserede på smokey eyes. Hvor det tidligere var kompliceret med fire farver øjenskygge, er også makeup-tendenserne gået i retning af det mere minimale skandinaviske. Det skal være mere ukompliceret og gerne lidt uperfekt; det giver lidt coolness til udtrykket.”
Inspirationen
“Inspirationen bag Rotate-looket var “the day after”. Modellerne skulle se ud som om, de havde festet hele natten, så looket var mit take på “messy sexy glam". Inspirationen til huden var den after glow-effekt, der kommer efter sex, så vi tilføjede “sweat” og kulør til kinderne for glow. Når jeg laver shows, bliver jeg altid inspireret af castet, så det er ikke “one look fits all”, men lavet personligt til den enkelte model, så makeuppen føles som en naturlig del af dem, når de går ned af catwalken.”
Skab looket selv
- En perfekt sund hud er super vigtig, når man laver et smokey liner look – det er med til at fremhæve øjenmakeuppen. Key products: MAC Studio Radiance Serum Powered foundation, som er FANTASTISK – 80% hudpleje, giver smuk glød og passer til alle. Pink blush på toppen af kindbenene, som giver en sund frisk og naturlig finish.
- Brug en cremet eye kohl og en god blending-pensel til at ”smudge” den ud. Det giver intensitet og dybde. På showet brugte vi eyelineren Feline fra MAC, som er den perfekte sorte eye kohl, som du let kan blende ud fra den våde kant for at skabe en punket effekt. Fokuser på smokey-effekten under øjet og træk den ud i en cat eye-form, det giver et sexy løft til øjet. Hvis du vil have et blødere look, er en grå eller brun eyeliner et godt alternativ til den sorte, og hvis du elsker farver, så er blå/grønne toner super smukt.
- Når eyelineren er på, kan du påføre en øjenskygge med metallisk eller glimmer-tekstur for et mere festligt look. Hvis du vil have et mere naturligt look, så påfør lidt gloss eller clear highlight på øjenlåget, som vil skinne rigtig flot i det rigtige lys og gøre, at makeuppen ser mere levende ud.
- Påfør en mascara, som giver masser af volume og længde – det er er en vigtig del, når man laver smokey eyes. Brug en vippebukker, før du påfører mascaraen, det gør en kæmpe forskel!
- Når der er fokus på perfekt hud og intense øjne, er en nude læbestift det bedste valg – gerne med lidt glossy finish. Jeg kan varmt anbefale ‘Thanks, It’s MAC!’.
Fuldend looket med voluminøse vipper
Ingen smokey eyes uden mascara! Vælg en, der giver både massiv volume og længde, så dine øjne virkelig træder frem. Husk også vippebukker – de åbner blikket og løfter vipperne markant. Du kan vælge en mascara, der kan bygges op lag for lag uden at klumpe for et fleksibelt look, eller en mere intens og dramatisk type, hvis du ønsker ekstra dybde. Foretrækker du et mere naturligt udtryk, findes der også mascaraer, som både forlænger og adskiller vipperne uden at virke tunge.
Form og definer brynene
Brynene samler og balancerer hele looket. Gå efter en lidt fluffy og naturlig finish – det matcher det cool, uperfekte 90’er-look perfekt. Brug en præcis brynpen eller øjenbrynspomade til at tegne og definere formen. Hvis du ønsker ekstra hold og struktur, kan du bruge en bryngel, der holder hårene på plads hele dagen uden at stivne dem for meget.