Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Vi guider

Mit København med salgsassistent Esmaeil Roudsari

København er et skatkammer af skønne oplevelser. Følg med salgsassistent Esmaeil Roudsari, når han slentrer igennem byen og udpeger sine personlige favoritter.  

Hvad er det, der er så fedt ved København? Der findes ikke ét svar på dette spørgsmål, men utallige – for hvem elsker ikke at slentre igennem vores dejlige hovedstad på en varm sommerdag, hvor byen summer af liv og glade dage? Salgsassistent Esmaeil Roudsari tager os med til hans København, der tæller byens bedste burgerbar, masser af Nørrebro nostalgi og en skøn gadefest! Tag med Esmaeil ud i København og oplev hans favoritsteder – det bliver en god dag!

Hvad er det mest særlige ved København?
Det må være mangfoldigheden. Folk er åbne og kigger ikke skævt på hinanden, selv om du har noget anderledes tøj på, ser anderledes ud eller har en anden kultur. Nu er jeg selv fra Jylland, og jeg synes, at der er kæmpe forskel på Jylland og København. Her er der ingen, der kigger skævt efter dig, du kan være helt din egen, også selv om du kommer fra et andet land. Alle har lov til at være her. Det gør det helt specielt at færdes her i København.

Hvilken bydel elsker du mest?
Jeg har altid været fan af Nørrebro. Det er altid hyggeligt at gå en tur op og ned af Nørrebrogade. Stemningen i bydelen tiltrækker mig meget. Det er masser af gode spisesteder, uanset hvornår på døgnet du er der. Der er altid liv både på en helt almindelig hverdag og på fredage og lørdage. 

Hvor spiser du helst?
Jeg har ikke nogen faste spisesteder. Det er altid godt og prøve noget forskelligt. Men jeg synes helt klart, at Gasolin Grill laver de bedste burgere, den vil jeg klart anbefale. Der er en super god stemning på Mad & Kaffe, der ligger tre steder i byen, og så er maden helt vildt god.  

Hvad skal man bare opleve i København?
Papirøen, der nu bliver til Reffen, er helt sikkert et sted, man skal besøge. Forskellige kulturer, mad fra diverse lande i verden samlet et sted. Specielt om sommeren er der fantastisk. Der er en vildt god stemning og altid mange mennesker. Der er også tit musik og events. Det er et rigtig hyggeligt sted. Det er sindsygt hyggeligt at sidde ude foran og få en øl og hænge ud med vennerne der. 

Esmaeil er betaget af den gode stemning på Nørrebro.


Hvordan ser den perfekte dag ud i byen for dig? 

På en god solrig dag må det være at starte dagen med at gå en tur nede ved søerne, få lidt godt at spise, og så tage ned til Kongens Have med min nærmeste og hygge med musik og noget at drikke og bare slappe af i hinandens selskab. 

Dit bedste regnvejrstip?

Jeg er ikke fan af regn, ligesom mange andre, men med det rette regnvejrs outfit, så er København stadig ligeså smukt. Leos Legeland, der er en stor indendørslegeplads, er et hit for min datter. Vi har også årskort til Tivoli eller Zoo, hvor vi kommer i alslags vejr. Der er altid god stemning og er fantastisk for små børn.

Hvor I byen har du dit bedste minde fra?

Jeg blev meget betaget af Nørrebro, da jeg i sin tid rykkede til København. Stemningen greb mig på den gode måde. Fra man ankommer til Dronning Louises Bro, hvor bydelen begynder, og hele  scenen derfra, når man bevæger sig op ad Nørrebrogade – den tur elsker jeg. Ikke mindst den gode stemning. 

Hvad glæder du dig til at opleve i København i år?

Distortion er jo noget, de fleste unge glæder sig til i København, og det gør jeg også, da jeg glippede det sidste år. Det har kørt i mange år og er blevet en fast del af København. En skøn gadefest, der starter på Vesterbro, så Nørrebro og til sidst slutter på Refshalen. Folk er på gaden, og der er dj’s og musik i gaderne. Folk er glade. Det er altid nogle gode dage. 

Hvad skal man for alt i verden undgå i København?

Ikke rigtig noget. Der er lidt til enhver smag. Jeg har personligt ikke noget, som jeg tænker, at jeg bare skal undgå. Alt har sin charme.

Citylook


Hvordan støber man det perfekte outfit sammen til en strøgtur?

Den personlige stil er for mig altid det perfekte outfit. At man kan identificere sig selv i det, man har på, og ikke tænker over, hvad folk tænker. På en god sommerdag kan en helt almindelig hvid t-shirt stoppet ned i et par løse bukser, med et par sneakers, solbriller og en cap/bøllehat være sagen. 

Hvilke sko skal man have på, når man slentrer igennem byen?
Hvis man er ude og har tænkt sig at opleve de forskellige bydele og generelt går meget, så er det måske godt at tænke over sit fodtøj. Sneakers vinder næsten altid på de dage som det sikre valg. 

Har du en favorittaske til dit city-look?
Jeg går selv med en bæltetaske, da jeg synes, at det er nemt. Det fylder ikke for meget og ser godt ud. 

Hvordan ser dit ”regnvejrs-outfit” ud?
Det kan være et par sneakers, et par jeans og en t-shirt og en hættetrøje med en lang regnfrakke – det er det, jeg typisk klæder mig i i regnvejr.