Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Vi guider

Gastroguide

Der sker utrolig mange spændende ting på madfronten i både København, Odense, Aalborg og Aarhus. Læs med her og find alt fra eksklusiv gourmet til uformel streetfood.

Af Jesper Uhrup

Det er i Danmarks store byer, at vi bor, arbejder, færdes, handler, kigger, kysser, danser - og ikke mindst spiser! Sammen med Euroman & Eurowoman guider vi dig her til, hvilke spisesteder du absolut må besøge i de 4 danske storbyer København, Odense, Aalborg og Aarhus. Bon Appétit!


KØBENHAVN

Hovedstaden kan alt i de her år – fra enkel gademad til gourmet i verdensklasse. Det er ikke uden grund, at gastro-turister valfarter til. Herunder kommer to bud på smagfulde spisesteder, der beskæftiger sig med forskellige køkkener

TÈRRA
Italienske Valerio Serino og Lucia de Luca åbnede i 2014 pastakøkkenet Il Matterello, og i slutningen af 2017 åbnede de Tèrra, et med deres egne ord ’urban trattoria’, et moderne bud på det italienske trattoria-køkken. Økologi og bæredygtighed er en mærkesag. Tèrra er certificeret med det økologiske guldmærke, og man kan gå to veje som gæst: enten en lille a la carte-barmenu eller den fem retter store tastingmenu til 615 kr. En tilhørende vinmenu står i 495 kr. Tèrra gør sig også i cocktails af den nyfortolkende slags. 

 

Ryesgade 65, 2100 København Ø
Ilmattarello.dk

 

TIGERMOM

Det er Lisa Lov (tidligere souschef på Relæ, og bl.a. Bæst og Manfreds har hun også været omkring), der har åbnet den Asien-inspirerede Tigermom i Ryesgade. Tigermom er hendes øgenavn fra tiden på Relæ.

Den står på deleserveringer ’family style’. Fire serveringer koster 350 kr. pr. person, og syv serveringer 495 kr. Det er muligt at få maden spicet op, og der er såmænd også noget så sjældent set som to drinksmenuer. 

 

 Ryesgade 25, 2200 København N 

Tigermom.dk


ODENSE

Den fynske hovedstad, som er kendt for H.C. Andersen og en række historiske museer, har de senere år kastet sig over gastronomien og nye, lækre spisesteder åbner hele tiden rundt omkring i byen

H|O|S 
Parret Michelle Hemme og Jakob Spolum står bag den nye restaurant H|O|S i Odense, der åbnede i februar. Til frokost er der fokus på smørrebrød (drik hjemmelavet snaps og hjemmebrygget øl til), mens aftenkortet (fredag og lørdag) er a la carte af et klassisk/nordisk tilsnit. Hemme og Spolum kommer fra stillinger som henholdsvis køkkenchef og restaurantchef på Ruths Hotel i Gammel Skagen. Jakob Spolum har tidligere bl.a. været køkkenchef på Restaurant Sletten. Derudover har Spolum været ansat hos Thomas Pasfall på Munkebo Kro og siden med samme Pasfall været med til at få restaurant Pasfall midt i Odense op at køre.

 

Kongensgade 65, 5000 Odense C
Restauranthos.dk

PASFALL
Årene som forpagter og køkkenchef på Munkebo Kro lidt uden for Odense på vej mod Kerteminde formede ham som ’kokke-kongen af Odense’, den klassisk franskskolede kok med hang til fynske råvarer.

Pasfalls køkken er én lang kærligheds-erklæring til råvarer som hummer, pighvar, kammuslinger, brisler, østers … Og nej, foie gras er ikke et skældsord hos ham, faktisk er det nærmest en signaturråvare. Der er åbent frokost og aften, og er man sulten sådan lidt in between, så er der også en barmenu. 

 

 


Brandts Passage 31, 5000 Odense C 
Pasfall.dk


AARHUS 

Et regnbuefarvet glastag med panoramaudsigt over hele byen, et bibliotek udsmykket af kunstnerduoen Elmgreen & Dragset, naturen inden for rækkevidde og et væld af formidable spisesteder: Aarhus byder både på afslappet streetfood og Michelin-stjerner – mangfoldigheden i Aarhus slår også igennem på tallerknen.
FREDERIKSHØJ
Wassim Hallal – manden, der står for den ubetinget største gourmetoplevelse i Aarhus. Menuerne – ’Livretter’ – er på enten syv retter til 1.800 kr. inkl. vinmenu eller 12 retter til 2.750 kr. igen inkl. vin. Uanset hvilken menu man vælger, er en aften på Frederikshøj en særlig gastro-nomisk væg til væg-totaloplevelse – en på én gang både klassisk og innovativ luksusoplevelse. Wassim Hallal er glad for de klassiske luksusråvarer som pighvar, kammuslinger, hummer og kaviar, men lige så glad for uprætentiøse råvarer som selleri og jordskokker og hæver dem til et andet niveau. Frederikshøj er absolut en af Danmarks bedste restauranter.

 

Oddervej 19-21, 8000 Aarhus C
Frederikshoj.com 

PONDUS
Øko-bistroen Pondus er lillesøster til Michelin-restauranten Substans, og ligesom den er Pondus økologisk og med fokus på bæredygtighed.

Der er en ’Dagens menu’ og en ’Ponduspakke’ til henholdsvis 325 kr. og 645 kr., og så er der mulighed for at gå a la carte i det ny nordiske køkken med hang til lokale råvarer fra små producenter.

Et moderne dansk bistrokøkken, der både kan være rustikt og elegant. Der er åbent til aften alle ugens dage. 
 


Åboulevarden 51, 8000 Aarhus 
Restaurantpondus.dk


AALBORG

Limfjorden er hovedpulsåren i Danmarks tredjestørste by, men i dag er det ikke kun fiskeri og industri, der kendetegner den nordjyske storby. Havnen har nemlig fået et tiltrængt ansigtsløft med arkitektoniske perler, kunst i verdensklasse  og renovering af  etablerede byggerier. Aalborg er desuden ikke længere blot en festby, men er i den grad kommet på landkortet, hvad spisesteder angår.

TEXTUR
Bæredygtighed og optimal udnyttelse af råvarerne er et mantra i Dennis Juhls køkken. Årstidens høst syltes, henkoges og fermenteres på ny nordisk vis, og så serveringerne har den kant og ofte også det subtile syrebid, der er blevet kendetegnet for det moderne danske køkken. Texturs serveringer forekommer umiddelbart ret enkle. Dennis Juhl giver den som underspillet topkok, men hans fortid i gourmetkøkkenet på Ruths Hotel i Gammel Skagen fornægter sig ikke. Flere af Dennis’ retter har allerede fået karakter af signaturretter, bl.a. hans tatar af langtidsmodnet okse, som kandiderede til Årets Ret sidste år. 

 

 

Vesterbro 65, 9000 Aalborg
Restauranttextur.dk
CANBLAU
Aalborg møder Baskerlandet på CANblau, hvor den står på tapas. Der er både de faste på kortet og så de dagsaktuelle på tavlerne på væggen. Hvis man ikke kan beslutte sig eller bare gerne vil lade sig varte op, så bestil tapasmenuen med 11 serveringer til 378 kr. Opgrader menuen med tre serveringer til 498 kr. Stedets ærkespanske udtryk skal man ikke lade sig narre af, for når man ser nærmere, er der inspiration fra andre køkkener på spil. Der er bl.a. andebryst med sprød pandekage, koriander og hoisin, durocgris med ceviche, bbq etc. Hvis udvalget af vine (både glas og flasker) på hovedkortet ikke er nok, har CANblau et af landet største spanske vinkort.
 
Ved Stranden 5, 9000 Aalborg
Canblau.dk

Foto af blandt andet Petra Kleis og Maria Giørtz-Behrens.