Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Portræt

Annika Aakjær: "Du er det, du kommer fra".

Tidligere revsede Annika Aakjær samfundet med sine sange, men de seneste år er hun åbnet mere op og skriver sange, der også handler om hende selv. En vigtig pointe for hende er nemlig, at du er alt det, du kommer fra. Derfor har aalborgenseren Annika Aakjær skrevet singlen Dobbelt A.

AF Lene Roe Rasmussen  FOTO Martin Dam Kristensen

 

Annika Aakjær

Er sanger og sangskriver. Hun er opvokset i Aalborg, men er i dag bosiddende i København. Annika Aakjær står bl.a. bag numre som Skulder ved skulder, Tæt på og Dobbelt A. I 2018 optrådte hun desuden med sit første onewomanshow, Enebarn, som er en hybrid mellem musik og komik. Fra 1. marts til 13. april er hun aktuel med koncertoptrædener i hele landet. Se mere på Annikaaakjaer.com

Den drevne dialekt er ikke til at tage fejl af. Annika Aakjær er nordjyde, nærmere betegnet fra den rigtige side af fjorden. Hvis du selv er nordjyde, ved du, at henvisningen går i nordlig retning. Oprindelig kommer Annika Aakjær dog fra den lille by Vodskov lidt uden for Aalborg, men den nordjyske hovedstad har fyldt meget de første to årtier af hendes liv. Måske er det en af grundene til, at det tog 10 år at skrive singlen 
Dobbelt A – en selvbiografisk sang, der også ligger noget politisk i, hvis man lytter mellem linjerne. Titlen Dobbelt A er tvetydig. Den henviser både til Annika Aakjærs initialer, men ikke mindst til Aalborg. Et Aalborg med et miljø, hvor du efter Annika Aakjærs eget udsagn står ved, hvad du er, og hvor du bliver fældet, hvis ikke du holder fødderne på jorden. 
”Der er sådan en autonomi i Nordjylland, som jeg har med mig, og som giver en identitetsfornemmelse. Da jeg var lille, drømte jeg ikke om at komme til København, jeg ville til USA. Det er meget symptomatisk for byen, at du enten bliver i Aalborg eller har meget større drømme. Jeg tror, det er sådan en yderlighed, du oplever, fordi du bor yderst i landet.” 
Annika Aakjær endte ikke i USA, men i København, hvor hun også bor i dag, og i en periode var hendes bopæl København Nordvest. 
”Godt nok er Dobbelt A en sang om mig, hvor jeg kommer fra og min opvækst, men den er skrevet, mens jeg boede i Nordvest. Dertil kommer pendanten mellem min tid i Aalborg til det at bo i Nordvest.”

Et værk om byen

Vi er taget landet rundt til Danmarks fire største byer. Byer, der på hver sin måde fascinerer og inspirerer kunstnere til at skabe et værk i eller om deres by. I denne artikelserie møder du en række fremtrædende kunstnere inden for musik, litteratur og film. 

Men selv om Annika Aakjærs postadresse dengang var 2400 Nordvest, var sangen ikke nem at skrive, for den skulle med hendes egne ord ikke være en slumromantisering af det multikulturelle københavnerkvarter. Derimod er det en kulturbeskrivelse, hvor hun forener det personlige, sin egen opvækst, med det politiske: ”Der var en formålsløshed i blikket hos folk i Nordvest. Og det synes jeg er svært at skrive om uden at fordømme. Det er klart, der er nogle, der holder fast i deres kultur, for det er det eneste, de har – og måske det eneste, de har tilbage. Det er det, Dobbelt A handler om, og pointen ligger faktisk mest i linjerne: ’Alt, hvad vi har, er det, vi kommer fra.’ Det er en erkendelse af, at din baggrund og historie er det, du bygger dit liv på, og det er o.k. at være det, du kommer fra. Hvis man kan se den erkendelse i sig selv og i andre mennesker, tror jeg, verden bliver nemmere at leve i.”

 

At vi kun har det udgangspunkt, vi kommer fra, var noget, Annika Aakjær tænkte meget over, da hun skrev sangen, bl.a. fordi hun selv sad som nordjyde i Nordvest.  Hun har dog aldrig syntes, det var svært at flytte fra Jylland til København.

 

”Hos nogle jyder kan der optræde en fornægtelse eller skam over, hvor man kommer fra. Og nogle skjuler det endda. Sådan har jeg bare aldrig selv haft det. Jeg har aldrig skammet mig over at være fra Nordjylland eller over at tale på den måde, jeg taler. Jeg har altid godt kunnet lide den rå beton og fabriksbygningerne i Aalborg – og ikke mindst den måde, havnen var på i gamle dage. Det er meget vigtigt for mig, at Dobbelt A ikke handler om at se ned på kulturer, men om at hylde, at man kun har det, man kommer fra. Og det kan man godt bygge videre på og have med sig – uden at skamme sig over det.”

 

Lavet i samarbejde med Euroman & Eurowoman. Læs mere om ildsjæle, hemmelige steder og lækkert mad i Danmarks 4 store byer i vores CITYGUIDE.