Seks danske kunstnere indtager Magasins ikoniske udstillingsvinduer. Mød designerne her.
Interesserer du dig for fashion og design, og kunne du tænke dig at høre mere om fremtidens talenter og bæredygtighed i modebranchen? Så skal du tage med til vores arrangement med Designers’ Nest, hvor du kan se de up-coming talenters smukke og interessante designs i Magasins vinduer mod Kongens Nytorv, og høre dem i en paneldebat modereret af Carla Christine Bruus Aagaard-Strube. Mens du nyder lidt snacks og et glas bobler, kan du blive meget klogere på designerne, deres inspiration og tanker om bæredygtighed og fremtidens designs, ligesom du kan høre om Ane Lynge-Jorlén, stifter af Designer’s Nest, og hendes overvejelser om mode-og designbranchens fremtid.
Marie Sloth Rousing, Vika Im & Nina Sandgaard, Belinda Rasmussen, Jeppe Juel og Andri Unnarson. Det er navnene på de danske nye og fremadstormende kunstnere og designere, hvis værker der i uge 5 og 6 vil indtage og pryde stormagasinet Magasins ikoniske udstillingsvinduer ud mod Kongens Nytorv. Se filmen og hør lidt om deres tanker.
Med udgangspunkt i designerens egne oplevelser som homoseksuel forholder Andri Unnarsons arbejde sig til den voldelige virkelighed, der findes i et patriarkat. Unnarson har taget afsæt i biker-kulturen, som både er hypermaskulin og homo-erotisk, og skabt en kollektion med upcycled læder, genbrugsmaterialer og tekstilt affald, som er forarbejdet ved hjælp af det traditionelle, kvindelige håndværk hækling. Følelsen af være kasseret spejles i brugen af affaldsmaterialer, som får tilført ny værdi gennem ny formgivning.
Belinda Rasmussen arbejder med taktilitet og følesansen i relationen mellem genstande, tøj og krop. Gennem en række eksperimenter skaber Rasmussen materielle kompositioner med glas, Swarovski-sten på læder, 3D-print, gips og overfladekontraster. Med fokus på håndværk og skrædderi skabt ved hjælp af deadstock materiale ønsker Rasmussen at skabe tilknytning mellem bæreren og hendes tøj i et langsigtet perspektiv.
I et krydsfelt mellem beklædning, skulptur og digital kunst, udforsker Jeppe Juel relationen mellem kroppen og moden. Ved brug af materialer, der minder om hud, hår og kropsvæsker, bliver tøjet en direkte forlængelse af kroppen. Amorphia (fra græsk, amorphos, uden bestemt form) er en undersøgelse af modens potentiale til at skabe nye og mere abstrakte og alternative udtryk og fortællinger omkring vores kulturskabte kroppe. Kroppen er ikke statisk, men altid i proces og kan formes, genskabes og genopdages ved hjælp af mode og digitalisering.
Manner er et filmisk værk, som viser SLOTH ROUSING’s første kollektion. Skjorter og dug er forenet og udgør udgangspunktet for en performance. Mennesker iklædt ”skjortedugen” sidder ved bordet og spiser og drikker, men deres bevægelser hæmmes af dugen, og den nøje tilrettelagte middag spilles og pletter dugen, som bærer tydelige aftryk af middagen. Sloth Rousing kobler mode, krop og performance og sætter fokus på de sociale relationer, som præger os og sætter sine fysiske spor.
Vika Im arbejder med og gør op med kønsnormer, den kønnede krop, skønhedsidealer og kropssprog. Særligt fokus er feminitet, der stadig betragtes som noget uønsket og mindreværdigt i vores moderne kultur. Med udgangspunkt i tanker om kvindelighed, fremtidige generationer og kvinders evne til at skabe liv, kredser Ims arbejder om at bemægtige kvinder. Som en gengivelse af hendes tøjkollektions former og lag har hun sammen med grafisk designer Nina Sandgaard skabt en vinduesinstallation med blomsterblade, der symboliserer den mægtige og livgivende vulva.