Mode og kunst er magisk, i hvert fald hvis du spørger designer Andri Unnarson, der med sit værk udfordrer status quo omkring køn og identitet, under udstillingen ’Shift’, der er en del af Magasins samarbejde med Designers’ Nest.
Hvordan kommer fremtidens modebranche til at se ud? Det er det helt store spørgsmål under udstillingen ’Shift’ i Magasin, hvor designer Andri Unnarson udstiller sit bud på et værk der kaster lys over bæredygtighed i fremtidens måde at anskue mode og kunst på.
Værket har han skabt med tanke på både miljø og kulturel bæredygtighed, som han bruger til at udfordre samfundets tanker om blandt andet køn og identitet.
”Jeg fokuserer ret meget på de materialer jeg vælger; hvad de kommunikerer og hvilke konsekvenser de medfører. Alt det skaber et dynamisk forhold mellem koncept og håndværk som virkelig inspirerer mig.
Oprindelig var bæredygtighed ikke noget jeg specifikt havde planlagt at involvere mig i, men ikke at gøre det i den virkelighed vi er i, virkede fjollet.”
Ifølge Andri har mode og kunst en magisk evne til at reflektere vores verdensbillede gennem objekter, og det er der behov for, mener han. For præcis som en god kærlighedssang kan hele et knust hjerte, så kan mode manifestere hvem vi er og hvem vi gerne vil være, og netop det behov vil kun blive stærkere i takt med at verden bliver mere kompliceret.
Når snakken falder på modeindustriens fremtid, er Andri sikker i sin sag; den bliver fyldt med en masse begrænsninger. Afgifter, kvoter og skatter vil gøre det sværere at køre videre med branchen som den er nu, og det håber han vil inspirere til nye virksomhedsmodeller og nye måder at tænke på.
”Som tingene er nu, så har det eksempelvis aldrig været nemmere eller billigere at købe en masseproduceret t-shirt end det er i dag. En t-shirt der er produceret gennem det man kan kalde for moderne slaveri. Som jeg ser det arbejder vi ikke med naturen nu, men mod den, og det er noget af det som jeg gerne vil være med til at dreje blikket mod, og som vi kan håbe på at begrænsninger og politiske beslutninger kan sætte en stopper for.”
Navn: Andri Unnarson
Alder: 31
Uddannelse: M.A. in Fashion Design (Det Kongelige Akademi)
Beskriv dit værk med tre ord: Eksplosivt, udtryksfuldt og familie venligt