Der er stærke kvinder på tapetet når beklædningsdesigner Vika Im og grafisk designer Nina Sandgaard sætter fokus på fremtidens mode og ansvarlighed under udstillingen ’Shift’, der er en del af Magasins samarbejde med Designers’ Nest.
En dekonstrueret herreskjorte er omdrejningspunktet for Vika Im og Nina Sandgaards værk, der ikke bare er en hyldest til den livgivende kvindekrop, men også et håb om at skabe debat og give stof til eftertanke omkring den måde kvinder tillægges magt og værdi i samfundet.
”Kjolen er designet så den indeholder beklædningsgenstande til at skabe nyt tøj til fremtidige generationer, samtidig med at dens fortælling smelter sammen med Ninas organiske, feminine former og smukke farver, der understøtter kvinden som den skabende kraft.”
Det er også med udgangspunkt i kvinder som livskabende væsner der er inspiration til værket. Ifølge de to kvinder er kvinder gennem tiden blevet set som skrøbelige og svage, men i virkeligheden er det modsatte tilfældet.
”Kvinder skaber liv fra et tomrum i livmoderen, går igennem intens smerte for at føde, producerer mad og gør dette nye liv parat til at møde verden. Hendes identitet skifter til i moderskabet, ikke længere kun at tænke på sig selv, men også på sit barns fremtid.”
Fremtiden er vigtig for både Vika og Ninas tilgang til ansvarlighed i den måde de designer på. Det er nemlig en fremtid der skal tilgodese de kommende generationer. For dem er mode og design en måde de kommunikerer til verden på, og hvor de tager fragmenter der på en meningsfuld måde kan understøtte det de gerne vil fortælle.
”Mode er en refleksion af vores samfund og hvad der sker i verden omkring os. Vi tror på at vi bevæger os ind i en tid, hvor vi begynder at stoppe op og tage stilling til, hvad der virkelig er vigtigt for os. Vi begynder at tage ansvar for vores ønsker og drømme, over for den verden vi ønsker at efterlade vores børn og særligt vores forbrugsvaner hvor kvalitet bliver vigtigere end kvantitet.”
I takt med den teknologiske udvikling tror Vika og Nina på, at vi mennesker bliver mere og mere individuelle og komplekse i den måde vi fortolker verden omkring os. Derfor får vi måske også mere og mere brug for kunsten som en måde, hvorpå vi kan udtrykke hvad vi tænker, føler og mener. Det kunstneriske rum er unikt og vigtigt, fordi det afspejler de dybere lag hos det enkelte menneske. Igennem det kunstneriske udtryk kan moden for evigt tage nye former, fordi ingen mennesker er ens.
Navn: Vika Im og Nina Sandgaard
Alder: 35 og 33
Uddannelse: MA in Design
Beskriv jeres værk med tre ord: Feminity, Empowerment, Abundance