Med designs der lever side om side med kunstinstallationer og filmproduktioner, skaber designer Marie Sloth Rousing et dragende univers, der skal få os til at stoppe op og blive nysgerrige på vores opfattelse af beklædning og hvad det skal kunne.
Som en del af udstillingen ’Shift’ som er sat i verden af Designers’ Nest og Magasin, giver Marie Sloth Rousing sit bud på, hvordan fremtidens mode ser ud og hvordan det bæredygtige aspekt spiller ind, både i branchen og i hendes egne værker. Hendes bidrag er kaldt for ’Manner’ og har til formål at illustrere hvordan hver og en bevægelse vi gør, sætter spor på vores omgivelser.
”’Manner’ dækker over et værk, der består af en kollektion og en installation. I installationen er skjorter kombineret med en dug, og det udfordrer hvordan vi sidder til bords og spiser sammen. På grund af konstruktionen og menneskets bevægelse indfarver middagen langsomt værket, når der spildes, og det ender så som et fysisk aftryk. Et aftryk af vores bevægelser.”
I en verden øget opmærksomhed på både mennesker, miljø og en mere ansvarlig måde at leve på, mener Marie at det er utrolig vigtigt at vi bliver ved med at sætte spørgsmålstegn ved, hvad beklædning skal kunne tilbyde os.
At vi kommer til at se meget mere ansvarlig beklædning, der er udvundet af både nye materialer og idéer, er ganske sikkert, set med hendes øjne, og det er i det grænseland, hvor hun undersøger hvad begrebet ’beklædning’ dækker over og hvad det skal kunne, at hun finder inspiration.
”Jeg finder stor inspiration i at kombinere mode med andre fag og genstande. Jeg lader mig sjældent begrænse i mit arbejde, og nyder at bringe ting i spil som ”normalt” ikke er forstået som beklædning. For med mode og kunst kan vi rykke ved vores idéer omkring, hvordan vi lever og oplever verden. Det kan sætte bevægelser og nye erkendelser i gang, og det er præcis det jeg håber vil ske, når jeg udstiller i Magasins vinduer, fordi det netop her kan overraske tilskuerne, som er vant til at møde mere købevenlige produkter i den setting. De bliver udfordret og forhåbentlig opstår der en nysgerrighed omkring, hvordan vi kan klæde os på eller hvordan vi oplever beklædning.”
Navn: Jeppe Marie Sloth Rousing
Alder: 31
Uddannelse: KDAK i 2018
Beskriv dit værk med tre ord: Nysgerrigt, undersøgende, eftertænksomt