Copenhagen Cakes - Chokolade & hindbærlagkage - Magasin.dk
Indkøbskurv
Kurv 
(0)
0 VARER
ajour-Copenhagencakes_lagkage
Opskrift

Chokolade & hindbær lagkage

Kom lidt tættere på kagehimlen med denne lækre lagkage af Cecilia Fahlström fra Copenhagen Cakes. 

Cecilia Fahlström er 27 år, madelsker og kvinden bag den super inspirerende blog Copenhagen Cakes. Cecilia har en svaghed for desserter og kager, og du kan følge hendes kageeventyr på bloggen, på Instagram eller i hendes kagekogebog. 

Du kan allerede nu prøve kræfter med Cecilias utrolig smukke og lækre lagkage med chokolade og hindbær, der med sikkerhed får dig lidt tættere på kagehimlen. 

Foto: Copenhagen Cakes

  • Chokoladebund
  • 40 g. mørk chokolade ca. 70%
  • 60 g. hvedemel
  • 15 g. usødet kakaopulver
  • ¼ tsk. bagepulver
  • ¼ tsk. natron
  • ½ tsk. salt
  • 50 g. smør (stuetemperatur)
  • 50 g. brun farin
  • ½ æg
  • ½ æggeblomme
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • 0,6 dl. mælk
  • Hindbærbund
  • 90 g. frosne hindbær
  • 2 spsk. vand
  • 280 g. hvedemel
  • 2/3 spsk. bagepulver
  • ½ tsk. salt
  • 1,5 dl. mælk
  • Evt. lyserød pastafarve
  • 250 g. sukker
  • 1,5 dl. smagsneutral olie
  • 1 tsk. vaniljeekstrakt
  • 2 æg
  • Frosting og pynt
  • 400 g smør, stuetemperatur
  • 400 g flormelis
  • 1-2 spsk piskefløde
  • 2-3 spsk frysetørret hindbærpulver
  • Evt. lyserød pastafarve
  • 1/2 bakke friske hindbær

Sådan gør du

Chokoladebund
Forvarm ovnen til 175 ºC.  Hak chokoladen fint og lad det smelte over et vandbad. Tag derefter skålen af varmen og lad chokoladen køle lidt af. Beklæd bunden af en springform (16 cm.) med bagepapir, smør siderne, drys med kakaopulver eller mel, og bank det overskydende kakao/mel ud.

Sigt mel, kakao, bagepulver, natron og salt i en skål. Pisk smør og brun farin lyst og luftigt. Tilsæt æg, æggeblomme, smeltet chokolade og vaniljepulver til smør-/sukkermassen. På skift tilsættes melblanding og mælk under piskning. Pisk indtil dejen er fin. Hæld dejen i springformen og bag i 25-30 min. Lad kagen afkøle.

Hindbærbund
Hæld hindbær og vand i en gryde, og varm det langsomt op. Lad det simre i 10 minutter, og mos bærrene undervejs. Hæld det i en skål gennem en finmasket si, så kerner og klumper sigtes fra.

Forvarm ovnen til 175 ºC. Beklæd bunden af to springforme (16 cm.) med bagepapir, smør siderne, drys med mel, og bank det overskydende mel ud. I en skål sigtes mel med bagepulver og salt. Stil skålen til side. 

I en ny skål blandes mælk med den sigtede hindbærpuré og eventuelt  lyserød pastafarve. Stil skålen til side. I en tredje skål piskes sukker med olie, vaniljeekstrakt og æg i 2-3 minutter, indtil blandingen er lys og glat. Tilsæt skiftevis en smule af melblandingen og mælkeblandingen til sukkerblandingen, og rør undervejs. Fortsæt, indtil hele dejen er samlet. 

Fordel dejen ligeligt i de to forberedte springforme (der vil sandsynligvis være en del dej til overs, den kan du f.eks. hælde i muffins forme), og glat overfladen til. Bag i ca. 25-40 minutter, eller indtil du kan stikke en pind i dejen, uden at der hænger dej ved. Lad kagerne køle af i 15 minutter, før du tager dem ud af springformene. 

Frosting
Hæld alt smørret i en røremaskine og pisk det godt igennem i 3-5 minutter. Smørret sal blive helt lyst og luftigt. Tilsæt flormelis en spiseske ad gangen mens maskinen pisker ved mellem hastighed.

Når al formelis er tilsat skrues op på høj hastighed, og frostingen piskes igennem i 3-5 minutter indtil det er nærmest hvidt og meget ”fluffy”. Tilsæt undervejs piskefløden og pisk det godt ind i frostingen.
Tag ca. 1/3 af frostingen fra over i en anden skål, og bland det sammen med hindbærpulver og evt. også pastafarve, indtil du er tilfreds med både smag og farve.

Foto: Copenhagen Cakes

Sådan samler du kagen

Skær de færdigbagte (og helt afkølede) kager til, således at de er helt lige og vandrette på overfladen.

Placér først en hindbærbund på dit kagefad, og fordel en klat hvid frosting ovenpå. Læg chokoladebunden ovenpå og tryk den let fast. Fordel en smule hvid frosting ovenpå chokoladebunden og drys så de friske hindbær over frostingen. Tryk hindbærrene let ned, og dæk dem med et lag frosting. Placér til sidst den sidste hindbærbund ovenpå og tryk den let på plads.

Smør hele kagen op med et tyndt lag af den hvide frosting. Dette lag forsegler alle krummer og giver kagen helt skarpe kanter. Stil kagen på køl i ca. 15-30 minutter.

Når frostingen er så kold at den er stivnet kan du nu smøre endnu et lag frosting på kagen. Start med at fordele den lyserøde hindbærfrosting på kagens nederste halvdel. Fordel så den resterende hvide frosting over kagens top og øverste halvdel af siderne, og glat frostingen til med en paletkniv, således at de to farver blender ind i hinanden.
Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere