Vegansk pavlova med bagte blommer, friske figner og brombær


Tekst Cathrine Overvad / Foto Veatery
Netop som dagene bliver længere og lysere er Veatery udkommet med en række nye, sommerskønne serveringer. Få her opskriften på deres veganske Pavlova, som ikke kun smager himmelsk, men lader dig tilbringe så meget tid som muligt med dine gæster.
Hvis der findes en dessert, der både smager og emmer af sommer, er det Pavlova. Med en sprød marengsbund toppet med luftigt skum og saftig frugt er Pavlova desserten at servere til både en festlig lejlighed og en spontan middag i haven. Få her Veaterys velsmagende og veganske Pavlova med bagte sæsonbær.
“I Veatery serverer vi udelukkende veganske desserter, og her får du opskriften på en vegansk pavlova, der er lavet på aquafaba (kogevandet fra kikærter) med tilhørende bagte blommer, friske figner og brombær. Alle bær kan bruges, men vi elsker dog at bruge solmodne brombær, som kan plukkes mange steder i Danmark i august måned.” - Camilla Elise Almblom, Stifter af Veatery
Marengsbund:
Ingredienser:
100 g aquafaba (vandet fra en dåse kikærter)
180 g hvidt sukker
½ tsk eddike
1 tsk vaniljesukker
Et drys flormelis
Fremgangsmåde:
- Kom aquafaba og eddike i en skål og pisk det med en elpisker eller en røremaskine, indtil det begynder at puffe let op.
- Tilsæt herefter sukkeret lidt ad gangen og pisk til sukkeret opløses og massen er helt stiv og blank som italiensk marengs. Dette tager ca. 10-20 minutter.
- Tilsæt til slut vaniljesukker og pisk kort.
- For at lave ensartede marengsbunde i samme størrelse, kan du med fordel tegne 8 ringe på dit bagepapir ved hjælp af et vandglas, eller en kaffekop, og en sprittusch.
- Når du har tegnet 8 ens ringe, vendes bagepapiret herefter om, så tuschen ikke kommer i kontakt med din marengs. Drys bagepapiret med et tyndt lag flormelis. Dette forhindrer pavlovaerne i at sidde fast på bagepapiret.
- Fordel dernæst marengsen i de cirkler du har optegnet, enten vha en sprøjtepose eller ved at komme en passende mængde marengs på bagepapiret og fordele massen med bagsiden af en spiseske. Pavlovaerne skal have form som en fuglerede med en lille fordybning i midten.
- Bag marengsene i 2,5 timer ved 100 grader alm. ovn. Sluk ovnen og lad dem tørre bag en lukket ovndør i 1-3 timer. Opbevar dem herefter i en lufttæt beholder.
Creme:
Ingredienser:
250 ml vegansk fløde
1 tsk vaniljepulver
2 citroner (skallen heraf)
Fremgangsmåde:
- Pisk den veganske fløde, vaniljepulver og citronskallen til en flødeskum.
- Cremen kan med fordel kommes på en sprøjtepose, men det er ikke nødvendigt.
Topping:
Ingredienser:
4 blommer
8 tsk lys sirup eller akacie honning
2 figner
100 g brombær
Citronsaft fra en halv citron
20 g pistacienødder
Fremgangsmåde:
- Skær blommerne over i halve og fjern stenen, hvis den er svær at fjerne, kan den nemmere fjernes efter bagning.
- Læg blommerne på en bageplade med bagepapir, med skærefladen op ad, og tilføj 1 teske sirup eller honning pr. halve blomme.
- Bag de halve blommer ved 200 grader varmluft i 30-40 minutter, indtil de er bløde og møre, med en anelse bid.
- Skær fignerne i ca 8 stykker, og skær brombær over i halve.
- Hak pistacienødderne fint.
- Pres citronsaft ud over figner og brombær, og vend dem godt lige inden servering.
Anretning
- Kom en halv bagt blomme i fordybningen på hver marengsbund.
- Kom dernæst cremen på med enten en spiseske eller sprøjtepose.
- Top med figner, brombær og pistacienødder.