Bogen giver et enestående indblik i Danmarks største industriselskabs udvikling gennem 100 år. Det er fortællingen om, hvordan to selskaber Nordisk Insulinlaboratorium og Novo Terapeutisk Laboratorium for 100 år siden blev skabt på opdagelsen af insulinet. Hidtil ukendte sider af historien kommer frem fra det mangeårige og ofte direkte fjendtlige modsætningsforhold, hvor firmaerne kappedes om at udvikle stadigt mere brugervenlige præparater og om at komme først med forskningsmæssige landvindinger. Undervejs bredte begge virksomheder sig over andre områder som enzymer, blødermedicin, væksthormoner osv., og efter fusionen i 1989 stod Novo Nordisk tilsyneladende stærkt i den globale medicinalbranche. Som noget helt nyt kan Kurt Jacobsen imidlertid fortælle om, hvordan selskabet i ti år forhandlede med udenlandske medicinalkoncerner om fusion og var et mulehår fra at flytte til Schweiz. Det var langtfra givet, at Novo Nordisk skulle blive Danmarks næststørste virksomhed og et fyrtårn inden for forskning, miljø og medarbejdertilfredshed under nogle af dansk erhvervslivs største navne som Mads Øvlisen, Lars Rebien Sørensen og Lars Fruergaard Jørgensen. Kurt Jacobsen (f. 1954) er dr.phil. og professor i historie ved CBS. Han har udgivet en lang række bøger om nogle af Danmarks største virksomheder, herunder Haldor Topsøe og GN Store Nord, og om det danske sundhedsvæsen samt biografier om industrimanden Alexander Foss og politikeren Aksel Larsen.
Leveringstid: 1-2 hverdage. Goodie medlemmer får fri fragt ved ordrer over 499 kr. Fragten for ikke Goodie medlemmer er fra 19 kr. Du kan bytte og returnere din vare i en af Magasins syv fysiske forretninger eller sende varen retur med posten i 30 dage. Fødevarer og mundbind kan ikke returneres. Husk at medbringe bon eller ordrebekræftelse på købet.