Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven

10 partnerråd

 

10 GODE RÅD TIL EN MERE ANSVARLIG UDVIKLING

Magasin tilstræber en ansvarlig virksomhedspraksis, der arbejder med respekt for miljø, mennesker og vores planet. Derfor arbejder vi med FN´s Verdensmål og udstikker, med basis i dem, nogle gode råd til, hvordan vi i fællesskab kan højne den sociale og miljømæssige udvikling.

 

1. Lad os tage et fælles ansvar

Bæredygtighed handler om fælles ansvar. Som en stor virksomhed kan vi i samråd med vores partnere løfte i flok og sætte skub i en mere bæredygtig udvikling. I Magasin har vi en lang række retningslinjer og guidelines, som sikrer, at vores knap +1400 brands lever op til en række minimumskrav, men det er dog ikke muligt at tage ansvar for de enkelte brands produktion eller underleverandører. Vi ønsker derfor at dele viden, erfaring og praksis – samt opfordrer til, at vores brands gør det samme – både med os og med andre, så vi kan inspirere hinanden.

 

2. Start allerede nu

Vi håber, at alle vores partnere løbende ønsker at omstille sig til en mere bæredygtig strategi. Vi ved godt, det ikke sker over natten, men hvis vi alle er ambitiøse og tager med på rejsen, kan vi sammen skabe en bedre verden. I Magasin har vi igangsat en lang række initiativer. Vi har bl.a. besluttet, at fra AW20 er det hensigten, at hele vores kollektion på vores eget børnemærke Bakito skal produceres i bæredygtige materialer. Vi arbejder også hver dag benhårdt på at gøre Magasin du Nord Collection endnu mere bæredygtig på tværs af fashion, lingeri, bolig etc., og vi har ambitiøse bæredygtige målsætninger.

 

3. Fortæl os og vores kunder, hvad du gør

Er du allerede gået i gang? Så start med at fortælle os, hvilke produkter der allerede er certificerede, så både kunderne og Magasin kan støtte op omkring jeres produkter. Gør det tydeligt på jeres labels, så kunderne kan se, om det er økologisk, GOTS-certificeret, Svanemærket, BCI Cotton, Oeko-Tex, FSC-certificeret træ, Fairtrade etc. Forklar også gerne, hvad certificeringerne betyder, da ikke alle kunder kender til definitionerne. Det er desuden vigtigt at skrive det i jeres varebeskrivelser, når I opretter varen hos os, så kunden kan se det online. På food spiller genbrugsemballage en vigtig rolle i produktindpakningen, så fortæl os også gerne det i jeres varebeskrivelser, når I opretter varerne.

 

4. Lad os nedbringe emballageforbruget

I Magasin arbejder vi løbende på at nedbringe mængden af emballage, så tænk på, hvordan du pakker varer, når du sender leverancer. Minimer brugen af plastik. I Magasin har vi valgt, at pakker fra vores onlineshop bliver produceret i genbrugsplast og papkasser af genbrugskarton. Det handler også om at udnytte pladsen bedst muligt, og derfor pakker vi altid vores forsendelser bedst muligt i forhold til udnyttelse af pakkestørrelse. På den måde kan vi minimere vores spildplads og brug af plastikfyld. Tænk i alternative løsninger og pak dine varer, så du sparer CO2 i transporten og minimerer affaldsmængden.

Vi har også udskiftet vores bæreposer, som nu delvist er produceret i genbrugsplast. Sammen kan vi alle gøre en indsats for at minimere antallet af udleverede poser – og derfor opfordrer vi jer til, at I tænker over, om kunden altid har brug for en ny bærepose. Vi bruger også genbrugspapir til alt vores indpakning og gaveæsker og opfordrer jer til at tænke i samme baner.

 

5. Støt god service & vedligehold

God og personlig service er en hjørnesten i Magasins forretning. Vi sætter en dyd i at guide medarbejdere og vores kunder, og vi henviser også til vores mange øvrige services som fx skrædderservice og skomager. Vi har udarbejdet flere plejeguides, som kan findes online, da vi gerne vil vejlede kunderne i at passe godt på deres ting. Derfor opfordrer vi til, at du også hjælper kunderne med god praksis for fx vask, pleje og opbevaring, så vi forlænger holdbarheden af varen. Udfyld derfor alle care label-informationerne, når varedata leveres til Magasin eller skriv på produktets label, hvordan varen bedst holder sig. Det er både godt for miljøet og godt købmandskab, for det kan medvirke til at forlænge holdbarheden, minimere antallet af fejlkøb og returvarer.

Indsend også gerne tekst eller videomateriale til vores interne Magasin App, så vi kan guide vores personale til, hvordan kunderne skal forbruge og vedligeholde varen.

 

6. Bak op om mangfoldighed

I Magasin skal der være plads til alle. Vi hylder og dyrker mangfoldighed. Vi byder kollegaer og kunder velkommen uanset deres køn, alder, nationalitet og seksualitet etc. Derfor er det vigtigt, at du også støtter op om mangfoldigheden, når du rekrutterer dit personale. Men det handler også om at møde vores kunder i øjenhøjde, så vi over hele linjen virker imødekommende og åbne overfor alle kunder.

 

7. Hyld diversitet og ægthed

Vi hylder naturlighed, ægthed, forskellighed og autencitet. Derfor har Magasin indgået et modelsamarbejde, hvor vi har fokus på det naturlige og smukke, men også diversitet og skævhed. Vi har underskrevet modebranchens etiske charter, som skal medvirke til bedre trivsel og sundhed for de danske modeller. Vi opfordrer alle brands til at gøre det samme.

 

8. Reducer ressourceforbruget og sæt fokus på genbrug

I Magasin har vi en fokuseret indsats mod madspild, og vi ønsker på bedst mulig vis at sikre, at der ikke forekommer madspild i hverdagen. Derfor genanvender vi produkter i vores produktion, hvor blandt andet varer fra Frugt & Grønt med små skønhedsfejl bliver genbrugt i vores delikatesse eller slagter. Vi har også fokus på at prisaktivere produkter, der nærmer sig sidste anvendelsesdato. Vi har ligeledes indgået et samarbejde med app’en YOUR LOCAL, hvor vi sælger dagsholdbare produkter til nedsatte priser. Hvis vi endelig skal smide noget ud, får vi sorteret maden, så ¬¬det bliver sendt til biobrænsel.

Du kan også reducere ressourceforbrugt på andre områder. I Magasin skifter vi til energibesparende lyskilder (LED), anlæg eller andet, når vi kan og ved ombygning. Vi har blandt andet investeret i at omlægge vores køleanlæg i forretningen på Kgs. Nytorv, så det kører på havvand. Vi tænker over vores ”on-tider” for lyskilder, varme, køling, ventilation, rulletrapper og øvrige energiforbrugende genstande, som vi kan tidsstyre. Lyset i vores forretninger holdes slukket uden for åbningstiderne, eller så tæt på disse som muligt, og i julen bliver julelyset slukket ved midnat i hverdagene og kl. 02.00 i weekenderne

 

9. Sæt fokus på code of conduct & avoid slavery

I Magasin arbejder vi løbende på at blive mere bæredygtige, og vi udfaser løbende materialer og produkter, som ikke lever op til vores ansvarspolitik. Det er bl.a. en af grundene til, at vi har stoppet salget af pels, cigaretter og fois gras, buræg etc. Vi sørger for gode og ordentlige arbejdsforhold i alle produktionslandene og producerer kun på fabrikker, der har godkendte fysiske og etiske arbejdsforhold (BSCI/AMFORI, SEDEX/SMETA, SA8000). Vi har ingen skadelig kemi i vores produkter, og vi overholder REACH. Vi tænker også i forlængelse af livscyklus og donerer flere gange årligt vores vareprøver til velgørenhed og genbrug.

 

10. Støt ekstra op omkring de bæredygtige initiativer

Vi er stolte over, at Magasin du Nord fonden hvert år uddeler Danmarks største fashion pris på 300.000 kr. til et up-coming design talent, der samtidig bl.a. vinder et mentorship med en toneangivende person inden for bæredygtighed.

Vi vil gerne hjælpe med at skubbe til den bæredygtige udvikling. Vi hædrer derfor også brands, som går forrest med en ny pris ”We love to care”-prisen, hvor vi nominerer 3 brands, der er rollemodeller inden for bæredygtighed og velgørenhed, som vi andre kan inspireres af.

Vores indkøbere vil løbende blive trænet, så vi sammen kan have fokus på området. Derfor tager vi gerne en snak om muligheden for at lancere bæredygtige produkter og kollektioner målrettet Magasins kunder.

Vi vil rigtig gerne dele viden med dig som partner og opfordrer hele branchen til dele på tværs, så vi sammen kan tage ansvar for en bedre verden.

 

- We love to care

Magasin