Goodie-pris gælder Goodie-medlemmer med 1-3 stjerner
Sæsonens stærkeste kjoletendenser
Tekst Cathrine Overvad
Denne sæson byder på smukke kjole-styles i alt fra florlette sommersilhuetter til figursyede festkjoler. Læs med og bliv guidet til vores favoritter og de fem stærkeste kjoletendenser, som du bør gå efter i jagten på den perfekte kjole netop nu.
Når lunere temperaturer er over os, er der ikke noget så tillokkende som at hoppe i en silkelet kjole med spaghettitynde stropper. Sæsonens slip-in-kjoler er en favorit i sommergarderoben, om der er planlagt en tur på stranden, afslapning i sommerhuset eller vin med veninderne. Den kropsnære udgave i silke, satin eller viskose udgør den perfekte aftenkjole at sippe forfriskende cocktails i. På kølige sommeraftener kan de bare skuldre dækkes med en herre-inspireret blazer eller blød strik, der vil tilføje et chikt og afslappet udtryk til den ellers elegante kjole. Den alsidige 90’er-favorit kan bruges med sneakers eller sandaler i hverdagen eller styles med et par høje hæle og gyldne smykker til festlige begivenheder.
Få ny energi og invitér iøjnefaldende kjoler i farvestrålende prints ind i din forårsgarderobe. Sæsonen byder på mange smukke varianter af lange maxikjoler, tætsiddende cut-out silhuetter og søde slå-om-kjoler i alt fra grafiske skaktern til romantiske blomster. Om det er de stærke kulører eller sarte pasteller, som tiltrækker dig, står de farverige kjoler som det perfekte match til solkysset hud og sommerens mange fejringer. Skab et personligt og gennemført tone-i-tone look ved at tilføje en trøje, jakke og sko i samme mønster eller farve som kjolen. Ønsker du at tone farverne ned, kan en blazer eller denimjakke i sort, grå eller jordfarvet give et mere afdæmpet udtryk.
Kjoler med voluminøse ærmer er en silhuet, der endnu engang trender denne sæson. Flere designere har kastet deres kærlighed over de poetiske pufærmer, og den fine effekt tilføjer da også et sofistikeret og yderst feminint udtryk. Sæsonens styles kommer med fine flæser, drømmende draperinger og dyb rygudskæring, der med sløjfer og kig til ryggen tilføjer et elegant præg. Sammensæt med et par flade sandaler eller loafers i hverdagen og brug med jeans på kølige dage. De store statement-ærmer klæder de fleste og er netop en detalje at gå efter, hvis stærke farver og markante mønstre ikke falder helt i din smag.
Skjortekjolen evner at være afslappet, klassisk og elegant på én og samme tid, hvorfor denne style fortsat er populær i modebilledet. Kravedetaljen og længde på ærmerne gør skjortekjolen til det ideelle ’work wear’-outfit til en dag på kontoret. Ved at tilføje stærke accessories som et par fine stilletter eller knælange støvler, markante smykker og en detaljerig taske kan skjortekjolen transformeres til det perfekte aften-outfit for en sen middag eller tur i byen. Den populære skjortekjole i hvid, lyseblå og stribet udgør et underspillet men oplagt match til sæsonens mange, fine broderede jakker.
Lad det spirende forår blomstre ind i din garderobe med sæsonens mange kjoler i smukke blomsterprints. De florlette blomsterkjoler er en tilbagevendende trend, og denne sæsonen byder på alt fra store, 70’er-inspirerede neonblomster og digitale fortolkninger til småblomstret liberty-print og romantiske rosenhaver. De fine blomsterprints kommer i både dristige farver og mere diskrete kulører, der lader den ellers feminine tendens passe ind i enhver garderobestil. Brug med en løs denimskjorte, vamset cardigan eller læderjakker for at skabe en afslappet og rå kontrast til det feminine print. Style med en denimvest, et par kilehæle og lad håret hænge skødesløst for at opnå et ægte boheme-chic look denne sommer.