Crostini med ærtepuré, grillede asparges og paprikamandler
Tekst Cathrine Overvad / Foto Veatery
Sommeren er højsæson for hyggelige sammenkomster og fejring af særlige mærkedage. Få inspiration til en smagfuld og sommerlig hapser af sæsonens grønt, der kan serveres som en lille lækker anretning til årets sommerfest.
Står du overfor at holde studentergilde i haven, bryllupsreception eller en Midsommer-aften med vennerne, bør Veatery’s Crostini med ærtepuré, grillede asparges og paprika-mandler indgå i menuen. Veatery’s filosofi består i al sin enkelthed at fremhæve de bedste sæsonsmage, som den danske natur har at byde på. I sommermånederne, maj og juni, spirer det frem med ærter og sprøde grønne asparges, og de fortjener i den grad en plads ved middagsbordet.
Crostini (10 stk. crostini – vi anbefaler 2 crostini pr. person)
Ingredienser:
Et halvt flute
Fremgangsmåde:
Skær flute i tynde, skrå skiver og pensel dem med lidt olivenolie.
Bag i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 15 min, eller indtil de er sprøde og gyldne.
Ærtepuré
Ingredienser:
100 g ekstra fine frosne ærter eller friskbælgende ærter
75 g frossen spinat
¼ grøntsagsboullionterning
½ dl vand
1 fed hvidløg
1-2 tsk salt
15-20 kværn peber
3 spiseske olivenolie til stegning
1 spiseske olivenolie til ærtepuréen
Fremgangsmåde:
Sæt en pande over med olivenolie på middel til høj varme.
Tilføj grofthakket hvidløg og steg indtil hvidløg er gyldenbrunt.
Tilføj herefter ærterne og steg i ca. 3 minutter til ærterne er flotte grønne.
Tilføj spinat, grøntsagsbouillionen, vand, salt og peber, og lad det simre på middel varme til spinaten er optøet og vandet er næsten fordampet.
Kom pandens indhold i en foodprocessor eller i en minihakker og blend til en ensartet masse.
Tilføj lidt olivenolie og vand, så det kan blende alt efter konsistens.
Smag til sidst til med salt og peber efter behov.
Grillede asparges
Ingredienser:
10 stk asparges
Olivenolie
Havsalt
Peber
Fremgangsmåde:
Skyl asparges og knæk bunden af.
Steg dem på en pande eller grillpande i lidt olivenolie med havsalt og peber.
Lad dem køle ned og skær dem over i passende stykker, så du har til 2-3 stykker asparges til hver crostini.
Paprikamandler
Ingredienser:
200 g mandler
25 ml soya
1 dl vand
1 spsk paprika
1 spsk røget paprika
1 tsk hvidløgspulver
1 spsk løgpulver
1 tsk salt
NB! Man bruger ca. 50 g. paprikamandler til 10 crostini. Resten kan du gemme til snacks.
Fremgangsmåde:
Vend mandlerne med alle ingredienserne i en skål, kom dem ud på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen ved 180 grader varmluft til de har absorberet lagen, og er tørre. Det tager ca. 20-30 minutter.
Rør i mandlerne undervejs et par gange mens de bager.
“Du kan med fordel lave en større portion paprikamandler, som du kan servere som en lækker snack sammen med dine foretrukne oliven og et glas køligt hvidvin. Du kan med fordel også bruge mandlerne i forskellige grønne salater, da de både giver sprødhed og umami”. - Camilla Elise Almblom, Veatery
Topping
Feta
Ingredienser:
40 g græsk feta
Fremgangsmåde:
Smuldr fetaen groft.
Anretning
Smør ærtepuré på crostinibrødet.
Kom 2-3 stykker asparges på hver crostini.
Top med en smule græsk feta og grofthakkede paprikamandler.