Goodie-pris gælder Goodie-medlemmer med 1-3 stjerner
Sådan forbliver du stilfuld i sommervarmen
Tekst Cathrine Overvad
Når temperaturen er på sit højeste, kan det føles som en umulig opgave at finde et outfit, der er til at holde ud i sommervarmen, mens det professionelle udtryk bevares. Vi guider dig her til tre stærke looks, der vil føre dig stilsikkert gennem de varme dage på kontoret.
Flere brands har præsenteret deres bud på et matchende todelt sæt, der fungerer godt i sommervarmen. Gå efter et sæt bestående af løse silhuetter og, hvis arbejdspladsen tillader det, korte længder som for eksempel shorts, nederdel og t-shirt-ærmer. Det matchende sæt er et både sikkert og nemt valg at iføre sig om morgenen, og til en dag på kontoret er styles i de enkle ensfarvede eller mønstrede med tern og striber særligt oplagte. Tilføj feminine accessories som ballerinasko, fin håndtaske og et par cat-eye solbriller for et ’très chic’ parisisk look.
Når varmen er næsten uudholdelig, er korte og luftige silhuetter, som ikke klæber sig til kroppen, en nødvendighed. Style den korte nederdel med en tynd jakke i et 'boxy' fit så som sæsonens quiltede jakke. Tilføj et par enkle sneakers for at skabe en sporty kontrast til det ellers feminine miniskørt. Sæt håret op med et fint spænde og og en crossbody-taske over skulderen i samme nuance som tøjet for et gennemført look denne sommer. Et ideelt outfit til både en dag på kontoret og en shopping-tur med veninderne.
En velsiddende blazer med jeans, sorte pumps og en elegant taske udgør et stilsikkert og klassisk look året rundt. På solrige dage kan du med fordel gå efter styles i de lysere nuancer for et sommerfint udtryk af dette klassiske look. Vælg et par råhvide jeans med 'cropped' fit eller lav en fold forneden med kig til anklerne på de varmeste af sommerens dage. Med røde læber og markante øreringe kan looket forvandles fra et dag- til aften-oufit på ingen tid. Perfekt at sippe vin med veninderne i på lange sommernætter.
Tøjets materialesammensætning har meget at skulle sige på de varmeste sommerdage.
Tekstiler som hør og bomuld er åndbare og har evnen til at holde varmen ude.
Viskose findes i meget tøj i dag og suger vand og damp rigtig godt. Tekstilet evner desuden at tørre hurtigt igen.Ligesom hør er silke et naturmateriale, og tekstilet har en isoleringsevne næsten på et niveau med uld. Den blanke og fine kvalitet gør silke ideelt til festtøj.