Goodie-pris gælder Goodie-medlemmer med 1-3 stjerner
Sommerens uundgåelige sko
Tekst Cathrine Overvad
Endelig er varmere vejr over os, og det betyder, at vintergarderoben skal skiftes ud med lettere lag - og dit fodtøj er ingen undtagelse. Sandaler, klipklappere og lyse sneakers er tiltrængt efter vinterens varme støvler og tillukkede sko. Vi giver dig her fire bud på sommerens uundgåelige skotendenser, der gør det til en sand fornøjelse at træde et stort skridt ind i den nye sæson.
Med længere og lysere dage får vi lyst til at klæde os efter dette skifte. Sneakers er både et pænt og behageligt valg til alt fra luftige sommerkjoler og korte tennis-nederdele til shorts og blå jeans. De lyse kondisko kan tilføje et sporty udtryk til selv de mest feminine kjoler, og de behagelige sommersko er samtidig det perfekte tilbehør til at fremhæve sommerbrune ben. Brug med en ankelstrømpe eller hvid tennissok for et skarpt og enkelt udtryk eller tilføj lidt karakter til looket med mønstrede eller farvede sokker.
Endelig er det tid til åbne sandaler med kig til tæerne. Dans til den lyse morgen i sæsonens sofistikerede bud på sandaler med høj hæl. De fine, højhælede sandaler kan styles med lette sommerkjoler, cool bermudashorts eller løfte et enkelt hverdagsoutfit bestående af jeans og hvid skjorte, hvis en spontan bytur skulle melde sig. Sæsonens fine sandal-styles byder på alt fra farverige flet, spaghetti-tynde stropper og kilehæle i bast. Fælles for dem alle er, at de giver en flot silhuet og ben, der syner længere, end de er. Så kan sommerens mange festlige begivenheder bare komme an!
Den chunky sandal trender igen i år, men det gør den ikke mindre aktuel. Den praktiske sandal med kraftig sål og velcrolukning kan ses som sommersæsonens svar på vinterens populære støvle med track-sål. De brede remmer og den grove sål gør dem ikke blot super komfortable at gå i dagen lang men tilføjer også et råt udtryk til ethvert outfit. Som en bonus giver sandalen nogle ekstra centimeter til din højde uden at give dig følelsen af at have højhælede sko på. På køligere dage er det endda tilladt at tilføje en kraftig strømpe i sandalen – en tendens, som selv de store modehuse har taget til sig.
Klæd dine fødder på til sæsonen og invitér sommersøde sorbet-farver ind garderoben. De pæne pasteller kan tilføje et friskt farve-strejf til et crispy, hvidt sommersæt eller matches med en eksisterende farvetone i dit outfit. Føler du dig ekstra modig, så skab et cool look denne sommer ved at sammensætte kontrastfarver. Kombinér for eksempel fersken og lyserød, sart gul og himmelblå eller mint og lavendel. De iøjefaldende farver kan findes i alle sommerens sko-modeller af flade sandaler, højhælede og plateau-sko. De farvefine fødder kan ikke andet end at smitte af på humøret.