Funklende favoritter, der fuldender dit festlook
Tekst Cathrine Overvad
Er du til de klassiske perler, gyldne kæder eller statement sølv? Årets mest festlige sæson er over os, og det kræver lidt ekstra glimmer og glitter, uanset om du skal til fest eller vil give gaven, der skal bringe glæde mange år frem.
Futuristisk og festligt stråler glitrende sølv af tidløs elegance. Den kølige sølv har en alsidighed, der gør den nem at sætte sammen med andre farver og materialer. Lad dine sølvfarvede accessories skabe et statement til dit look, uanset om det er tasken, smykkerne eller skoene, der skal bære den moderne metalfarve.
Årets store trendfarve indtager igen rampelyset, når vi træder ind i julesæsonen. Lad røde accessories stå som et farvepop i dit look, eller gå med et monokromt outfit fra top til tå i den dristige rød.
Kæder, hoops og bangles i guld er en sikker gave til en sand smykkeelsker. Toner af guld tilføjer en varme, som passer til alle hudtyper. Lad guld skinne på håndled, øre, hals og som et strejf på øjenlåg og kindben, når årets julefest melder sig.
En hvid jul hører desværre sjældenhederne til, men det betyder ikke, at nuancer af vinterhvid skal gå udenom din festgarderobe. Sæt prikken over i’et med smukke perlesmykker og hårpynt for et tidløst og elegant udtryk uanset alder og køn.