Sådan binder du en smuk forårsbuket til hjemmet


Tekst Emma Henneberg, Foto Mathilda Nansen
Fra cyklende blomstersælger på Dronning Louises Bro til selvstændig blomsterkunstner med studie i Nordvest - mød Mathilda Nansen, der startede Rhodflowers, fordi skabertrangen pressede sig på, og hun bare måtte have blomster mellem hænderne. Vi spørger den autodidakte florist ind til arbejdet med kunstneriske blomsterkreationer, og hvordan man bedst sammensætter en smuk forårsbuket.
Hvad er Rhodflowers?
“Rhodflowers er min blomstervirksomhed, hvor jeg laver blomster i mit studie i Nordvest på nye og kreative måder. Jeg er ikke bange for at mixe alt muligt sammen, som man ellers ville have lært på en blomsterskole, at man ikke må. Derudover laver jeg alle mine blomster på bestilling. På den måde er der aldrig nogle blomster, der går til spilde”.
Hvordan startede din interesse for blomster?
“Jeg havde en lidt svær gymnasietid præget af angst, og derfor havde jeg ikke et behov for at arbejde på fuld tid, da jeg blev færdig. Jeg valgte derfor et job, hvor jeg skulle sælge blomster fra en ladcykel på Dronning Louises Bro. Jeg endte med at få en kæmpe interesse for blomster og lærte alle de latinske betegnelser udenad. En dag blev det for koldt til at stå ude på broen, så jeg rykkede indenfor i de blomsterbutikker, min gamle chef ejede rundtomkring i København”.
“Jeg stoppede med at lave blomster en sommer og gik rundt med følelsen af, at jeg aldrig havde lyst til at lave blomster mere. Jeg skulle have en pause. Jeg skulle have mig en uddannelse ligesom alle andre. Men så kunne jeg virkelig mærke et savn, der var noget i min hverdag, der manglede. Det gik ud over min mors have og parker. Jeg manglede at lave noget, skabe noget. Så det var savnet, der drev mig til at starte mit eget projekt”.
“Jeg skulle have mig en uddannelse ligesom alle andre. Men så kunne jeg virkelig mærke et savn, der var noget i min hverdag, der manglede” - Mathilda Nansen