Tilbage til journal
Livsstil

Mød Sascha Anthony, en af kunstnerne bag årets juleudstilling i Magasin

FOTO Madeleine Carstensen

Sasha Anthony er mest kendt for sine organiske værker, som oftest er lavet i resin. Minimalistiske og markante på samme tid vækkes de særligt til live, når solen rammer dem. Lær den visionære kunstner bedre at kende her, og oplev hendes værk til Magasin juleudstilling d. 1. november foran Magasin Kgs Nytorv.

“Resin har translucente kvaliteter, som giver mig mulighed for at lege med lysrefleksion, så mine værker kan fange det magiske lys, der kendetegner denne tid på året”

Hvordan er du gået til opgaven at lave et af årets julevinduer?

“I arbejdet med juletræet som hovedtema har jeg ønsket at skabe et værk, der ikke kun er visuelt tiltalende, men også symboliserer julens ånd og traditioner. Jeg har overvejet, hvordan jeg kan integrere organiske former, der minder om et naturligt træ, men med et moderne og kunstnerisk tvist. I forberedelsen har jeg brugt erfaring fra mine tidligere værker, hvor jeg har arbejdet med forskellige strukturer og kompositioner, for at finde ud af, hvordan jeg bedst kan fortolke det klassiske juletræ på en unik måde, og hvordan værket kan interagere med vinduets lys og atmosfære.”



Hvor har du hentet inspiration?

“Jeg henter altid primært inspiration fra naturen, og til denne udstilling især fra vinterlandskaber med is og sne. Jeg har valgt at arbejde med nuancer af hvid, grøn og sølv, der minder om frost og skovens farver. Som materiale har jeg ud over sten valgt resin, der har translucente kvaliteter, som giver mig mulighed for at lege med lysrefleksion, så mine værker kan fange det magiske lys, der kendetegner denne tid på året.”



Hvilken oplevelse vil du gerne have, man får, når man ser dit vindue?

“Jeg har bestræbt mig på at skabe en stemning af ro og fortryllelse, hvor beskuerne får en fornemmelse af, at de træder ind i en eventyrlig verden, hvor traditioner og moderne kunst går hånd i hånd. Jeg vil gerne fremkalde en følelse af nostalgi og undren, som kan inspirere til eftertænksomhed og især glæde.”



Hvad betyder julen for dig?

“Jeg elsker julen. Varmen, lyset, den magiske stemning, der er i juletiden. I min familie har vi mange juletraditioner, som jeg håber, vi kan give videre til vores børn. Juletræet er hjertet i julen, og nogle uger før juleaften skal træet vælges af hele familien, op i ladcyklen og bakses op på fjerde sal, inden vi pynter det, mens vi hører julemusik og drikker varm æblejuice med kanel. Hvert år skal vi ud og finde en ny julekugle til træet, så der ikke findes to ens ting på træet. Julen er fyldt med hygge og glæde, og den er også en meget vigtig påmindelse om, hvor privilegerede vi er, både som danskere og os som familie. Jeg er heldig at have en stor familie, og på trods af sammenbragte familier, svigerfamilier og mange børn formår vi altid at kunne samles til en kæmpestor julefrokost første eller anden juledag, hvor alt summer af helt perfekt kaos og kærlighed. Og i år er det mig, der holder juleaften, hvilket jeg virkelig glæder mig til.”

Har du et forhold til Magasins julevinduer?

“Jeg forbinder Magasin og jul med en stor, lyseblå nøddeknækker, jeg købte som ung, måske en af de første jule, efter at jeg var flyttet hjemmefra og skulle på jagt efter mit eget julepynt. Desværre er den blevet væk i en flytning, så den står igen på ønskelisten til dette års julepyntsindkøb, for jeg har ikke formået at finde den helt rette endnu.”

Om Sascha Anthony

- Sascha Anthony er født 1985

- Hendes værker kan bl.a. opleves på @studio.sascha.anthony

- Organiske former er kendetegnende for Saschas værker, der byder på alt fra vaser til relieffer i sten og resin

LÆS OGSÅ
Loading... >