Goodie-pris gælder Goodie-medlemmer med 1-3 stjerner
Nyt år, nyt hår? Her er alt, du bør overveje, inden du får ny frisure
Tekst Cathrine Overvad, Foto Getty
Du kender sikkert til følelsen, at der skal ske noget nyt? Indgangen til et nyt år giver muligheden for en ny start og for at prøve et nyt look af. Vi har talt med en af Københavns populære frisører om, hvad man bør overveje, inden man kaster sig ud i en helt ny frisure.
Michala Bach er ejer af Studio 76 - en lille frisørsalon i indre København, som dygtiggør sig inden for langt og velplejet hår i smukke, naturlige farveteknikker og extensions. Vi mødte Michala til en snak om, hvad man bør overveje, inden man hopper ud i en større hårforvandling, og hvilke frisurer, der er mest efterspurgte, lige nu.
“For mange er ønsket om nyt hår, når der sker noget nyt i livet – måske et break-up eller en ny start, som et job eller et nyt kapitel i livet. For mange er håret en måde at signalere forandring på.”
“Jeg synes, det vigtigste er at tænke over, hvad der får dig til at føle dig godt tilpas. Overvej, om det er noget, der passer til din hårstruktur og livsstil. Fx hvor meget tid du vil bruge på styling hver dag, og om frisuren eller farven kræver mere vedligeholdelse, end du er vant til.”
“For mange kan det være svært selv at vurdere, hvad der er klædeligt, og hvad man bør undgå. Det er derfor en god idé at rådføre sig med sin frisør, fx om man kan bære pandehår eller måske en skarp page. Der findes også guides på nettet, som kan hjælpe dig på vej til at finde ud af, hvilken ansigtsform netop du har.”
“Lige nu er der virkelig meget fokus på naturligt og sundt hår. Jeg ser mange vælge farver, der er tæt på deres naturlige nuance, men med små detaljer som face-framing highlights eller balayage. Frisurer som layers cut, curtain bangs og teksturerede bløde bølger samt bouncy blowouts er også superpopulære – det kræver lidt styling, men giver det der effortless look.”
“Det sker tit, når der sker noget nyt i livet – måske et break-up eller en ny start, som et job eller et nyt kapitel i livet. For mange er håret en måde at signalere forandring på. Jeg ser også, at mange bliver modige, når årstiderne skifter – fx mørkere farver til efterår/vinter og lysere farver til forår/sommer eller en helt ny klipning. Især Sociale Medier spiller en stor rolle. Vi finder inspiration i hinanden, som oftest er med til at få det sidste skub til en ny forandring.”
“Brug produkter, der passer til din hårtype. En god shampoo og balsam er alfa og omega, især hvis du har fået farvet håret. Jeg anbefaler også, at man forkæler sit hår med en hårkur en gang om ugen derhjemme og supplerer med en skræddersyet hårkur, når du besøger din frisør – især hvis håret er blevet lysnet. Det er også vigtigt at huske at booke en touch-up hos sin frisør, hvis din farve skal blive ved med at se smuk ud, og klipningen skal holde formen.”
“For at forberede dit hår på en større forandring er det vigtigt at sørge for, at det er i så god stand som muligt. Gør dit hår stærkt ved at bruge fugtgivende produkter. Beskyt dit hår med varmebeskyttelse og olie for at forhindre yderligere slid på håret. Vær tålmodig, især hvis du går fra mørk til lys. Oftest kræver det flere behandlinger for at undgå at skade håret. Og så vil jeg altid anbefale at få klippet spidserne, gerne hver 3. måned, så dit hår er stærkt og klar til din næste forvandling.”