Tilbage til journal
Skønhed

Øjencreme – virker det, og har du overhovedet brug for det?

Tekst Marie Hindkær

Huden omkring øjnene er tyndere og mere delikat, end den er i resten af ansigtet, og det er ofte her de første tegn på aldring viser sig – i form af linjer, mørke rander, mindre fylde og poser. Derfor kan det også være en rigtig god ide at investere i en øjencreme, der kan tackle de udfordringer i øjenomgivelserne, der nu engang kommer med alderen.

Nedenfor har vi samlet nogle af de bedste øjencremer – til ethvert behov.

Bedst til at mindske linjer og rynker

Hvis linjer og rynker er din største (øjen)bekymring, har du brug for en øjencreme, der leverer masser af fugt. Rigtig mange af de fine linjer omkring øjnene opstår nemlig, når huden bliver tør – og det er derfor essentielt at fugte den både indefra (drik masser af vand) og udefra. Kig altid efter ingredienser som hyaluronsyre, peptider og ceramider, der hjælper med at fugtmætte huden og forbedre dens elasticitet.

Om natten kan du med fordel bruge en reparerende og genopbyggende øjencreme, der indeholder A-vitamin – stjerneingrediens inden for hudpleje. Vi er begejstrede for Crystal Retinal Ceramide Eye fra Medik8 – en yderst aktiv øjencreme, der fås i tre forskellige styrker. Og det er smart, da nogle reagerer kraftigere på A-vitamin. Derfor kan du med fordel starte med den mildere version et par aftener om ugen – og gradvist øge både frekvens og styrke.



Roll on

Skru op for effekten af din hudpleje med en dermaroller. De bittesmå nåle tvinger huden til at reparere sig selv, hvilket på sigt vil mindske linjer og rynker. Og derudover får det din hudpleje til at trænge dybere ind i huden. Da øjenomgivelserne er en sart størrelse, skal du dog være forsigtig, inden du går i gang med at rulle – og er din hud særligt sensitiv, er en dermaroller ikke nødvendigvis en god ide. Hvor ofte du skal bruge din dermaroller afhænger af nålenes længde. Dermarolleren fra Ecooking er god til hjemmebrug, og her kan du fint bruge den et par gange om ugen over en periode på 4-6 uger.



Visk de mørke rander væk

Kig efter en øjencreme, der indeholder niacinamid eller C-vitamin, hvis du døjer med mørke rander under øjnene. Både niacinamid og C-vitamin er kraftige antioxidanter, der lysner huden og bekæmper de skadelige frie radikaler. Inden du investerer i en creme, er det dog værd at kigge på årsagen til de mørke rander. Det er nemlig langt fra alle, der skyldes hyperpigmentering. Hos nogle er de små blodkar under huden mere synlige, hvilket kan få øjenomgivelserne til at se mørkere ud. Har du tendens til at hæve op under øjnene, kan skyggerne ligeledes skabe illusionen af mørke rander, og her vil en lysnende øjencreme selvsagt ikke være til megen hjælp.



Puffy eyes, who dis?

Vi kender det alle. For lidt søvn, alkohol, varme eller for meget salt i kosten kan få øjenomgivelserne til at hæve op. Og her er det koffein-ingrediensen, du skal kigge efter. Koffein er nemlig vanddrivende og vil derfor hjælpe til med at mindske væskeansamlinger. Hav din øjencreme stående på køl – den kølende effekt føles opfriskende på øjnene og forstærker effekten. Det er dog ikke altid nok blot at smøre en creme på området – det bedste resultat får du, hvis du giver dig selv en drænende massage. Start i øjenkrogen, og bevæg dig ud mod øret med små lette tryk og vibrationer.



LÆS OGSÅ
Loading... >