Log ind
Tilbage til journal
Livsstil - Opskrift

Opskrift på gammeldags fastelavnsbolle fra Anholt bageri

null
credit-image

Tekst Emma Henneberg / Foto August Leyssac, Anholt Bageri

Fastelavnsboller er sæsonens mest uundgåelige bagværk, men er du blevet en smule træt af bageriernes høje priser for de fancy flødeskumskager? Så har vores venner fra Anholt Bageri igen været så gavmilde at dele en opskrift - denne gang på deres skønne gammeldags fastelavnsbolle, så du selv kan gøre kunsten efter.

Koldhævede fastelavnsboller

Ca. 12-14 styks

Det skal du bruge

Dejen:

  • 250 g sødmælk
  • 100 g sukker
  • 20 g gær
  • 10 g kardemomme (gerne friskkværnet)
  • 5 g salt
  • 1 æg
  • 500 g mel
  • 150 g blødt smør

Cremen:

  • 750 g sødmælk
  • 1 vaniljestang
  • 180 g sukker
  • 120 g æggeblomme
  • 70 g maizena

250 g fløde (skum)

Remoncen:

  • 75 g marcipan
  • 50 g smør
  • 75 g sukker

Evt. lidt hakkede, ristede mandler

Chokolade ganachen:

  • 100 g mørk chokolade
  • 100 g fløde
  • 5 g glukose sirup

1 æg til pensling

Foto Anholt Bageri og Gartneri



Sådan gør du

Dag 1

Dejen

I en røremaskine eller skål blandes sødmælk, sukker, salt, gær, kardemomme og æg. Derefter tilføjes melet og det hele røres sammen, til dejen lige har samlet sig. Smørret tilføjes nu af to omgange, og der æltes på høj hastighed, indtil dejen slipper skålen og er glat og blank.

Vær opmærksom på, at dejen skal æltes godt igennem (ca 10 minutter) for at sikre, at den ikke sprækker.

Kom dejen i en lufttæt beholder og lad den hæve på køkkenbordet i 1 time, inden den kommer på køl natten over. En kold dej er meget lettere at arbejde med.

Cremen

Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med 1 spsk sukker. Kom din vaniljesukker, resterne af vaniljestængerne, sødmælk og resten af sukkeret i en gryde over middel varme. Bland æggeblomme og maizena i en anden skål og bland det godt, så det ikke klumper.

Når mælkeblandingen i gryden når kogepunktet, hældes den i en tynd stråle over æggeblommerne, imens cremen piskes grundigt. Blandingen kommer tilbage i gryden og varmes over middel varme - under konstant omrøring, til den tykner.

Kom cremen i en skål og dæk den med film direkte på cremen, så den ikke danner hinde. Lad den køle helt af og sæt den i køleskabet natten over.

null

Foto Anholt Bageri og Gartneri



Dag 2

Bollerne

Dejen tages direkte fra køl og vendes ud på et meldrysset bord. Den rulles ud i en firkant med ca. en halv cm tykkelse jævnt over det hele. Skær dejen ud i firkanter (8x8 eller 10x10 cm). Kom 1 spsk vaniljecreme (den uden fløde) og 1 tsk remonce i midten af hver firkant. Fastelavnsbollen lukkes ved at strække hvert hjørne en smule og folde det ind på midten. Dejen klemmes sammen i de åbne samlinger og formes i hånden til en rund bolle.

Kom fastelavnsbollerne på en bageplade beklædt med bagepapir og dæk dem til med et viskestykke. Lad fastelavnsbollerne efterhæve i 1,5-2 timer et lunt sted.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Kom en tom bageplade i bunden af ovnen, så der kan skabes damp i ovnen. Dette sikrer at bollerne ikke tørrer ud.

Bollerne pensles med et sammenpisket æg. Kom fastelavnsbollerne i ovnen og hæld et glas kogende vand i den varme bradepande under dem. Bollerne bages ca. 12 minutter, til de er gyldne og færdigbagte.

Lad fastelavnsbollerne køle helt af på en rist. Prik derefter et lille hul i bunden af bollerne med en urtekniv, hvor spidsen af sprøjteposen kan komme ind. Fyld bollerne med vaniljeflødeskum.

Remoncen

I en lille skål blandes smør, sukker og revet marcipan og evt en lille håndfuld hakkede, ristede mandler.

Vaniljecremen tages ud fra køl og piskes op, indtil den er glat og cremet. Pisk fløden til en letpisket flødeskum. Tag halvdelen af vaniljecremen, vend den med flødeskum og kom det på en sprøjtepose. Den anden halvdel af cremen skal bages med i fastelavnsbollerne.

Kom sprøjteposen på køl i ventetiden, mens du bager bollerne.

Ganachen (topping på fastelavnsbollerne)

Varm fløde og glukosesirup op i en lille kasserolle over middel varme. Hak chokoladen og kom den i en skål. Når fløden er lige under kogepunktet, hældes den over chokoladen, og massen røres sammen.

Dyp nu toppen af fastelavnsbollerne i chokoladeganache og drys evt med en lille smule flagesalt.

God fornøjelse og velbekomme!

Opskrift udviklet af Anholt Bageri og August Leyssac

Hvis du ikke er til de cremefyldte og flødetunge former for bagværk, kan du prøve kræfter med Anholt Bageris opskrift på kardemommesnurrer her.

LÆS OGSÅ
null
Livsstil
Langbordsmiddagen, du ikke vil gå glip af
null
Livsstil
Guide: 5 ting du kan lave i vinterferien
Loading...