Tilbage til journal
Livsstil

Langbordsmiddagen, du ikke vil gå glip af

null
credit-image

Tekst Emma Henneberg / Foto Anholt Bageri og Gartneri

På den lille danske ø Anholt finder du det mest idylliske bageri og gartneri. Her er der hverken fancy kokke eller fornemme florister at opstøve, men derimod en sej ung kvinde, der sætter fællesskab og gode råvarer meget højt.

Hvad er din baggrund?

“Jeg hedder Albertine, jeg er 27 år og til daglig læser jeg til jordemoder. Ved siden af har jeg et lille bageri midt ude i Kattegat. Jeg er født og opvokset på Anholt, og her ligger også øens smukke gartneri, som jeg også driver – deraf navnet Anholt Bageri & Gartneri.

Jeg elsker at lave mad og bage og har altid gjort det, så det er blot interesse og lyst, der er min baggrund for at lave det, jeg gør på Anholt. Og jeg er bestemt ikke alene. Denne sommer har der været 35 af mine gode venner og hjælpe. Det er særligt på grund af dem og selvfølgelig min søde familie, at projektet har kunne vokse sig så stort.

Jeg har flere venner, der er uddannet til at lave vildt lækkert mad. Men det er ikke en uddannelse, der er folks indgangsvinkel til projektet på Anholt - mine venner er bare modige og seje, de kaster sig ud i det, og prøver ting af. Mange henvender sig til mig på Instagram, som godt vil være med henover sommeren. På den måde bliver holdet større og større for hvert år. Det er en mega fed måde at være sammen på, og vi har det virkelig sjovt med det, vi laver, og sådan skal det også være, for det er jo vores sommerferie, vi bruger på det.”

“Jeg elsker at få nye ideer og sammen med mine venner udvikle vores koncept - det er en fed måde at få erfaring på”



Hvorfor valgte du at åbne et bageri?

“Jeg har altid drømt om at åbne et bageri på Anholt. Jeg kan tydeligt huske, når jeg cyklede i skole om morgenen forbi Brugsen, hvor der duftede af bake-off, så tænkte jeg: “Åhh hvor ville det være skønt, hvis der også kunne være et rigtigt bageri her på Anholt med frisk brød”. Jeg har altid haft en stor interesse for madlavning og bagning, og så er jeg blevet godt oplært af min mor. Hende har jeg hjulpet med at lave mad til store arrangementer på øen, siden jeg var lille.”

Foto Anholt Bageri og Gartneri



Hvordan fungerer konceptet?

“Bageriet og gartneriet ligger to forskellige steder og har hver deres historie - men de hænger alligevel sammen. Bageriet ligger i byen i en lille bygning, der før var et skur, ved et af mine forældres huse. Det var sammen med to veninder, at jeg valgte at flytte til Anholt i 2020 for at renovere bygningen, efter vi havde modtaget ø-støtte og LAG-midler til ideen om et bageri på øen.

Det er blevet til et fint mikrobageri, hvor der er få udvalgte produkter, som for eksempel vores surdejsrugbrød, som min mor altid har bagt. Derudover fungerer bageriet også på den måde, at vi laver meget af den mad, som vi serverer i gartneriet som fx brød til dagens vegetariske frokost.

Gartneriet har sin egen historie. Det er skabt af min veninde Lotte, der gik bort for tre år siden. Jeg har fået lov til at drive gartneriet videre af hendes mand Morten, som også er min gode ven. Gartneriet er ikke det samme, som det var, men tager nu udgangspunkt i det, jeg kan sammen med mine venner. Der er en gårdbutik, hvor vi sælger grøntsager, og så er der en morgenmads- og frokost café med et vegetarisk udgangspunkt, hvor vi har fokus på lokale og gode råvarer.”

“For mig er Anholt Bageri og Gartneri ét stort fællesskab”



"Hele sommeren har vi i bageriets have haft langbordsmiddage hver fredag eller “pizzaparty”, som vi kalder det. Her kommer der 70 gæster i bageriets have, som får serveret vores yndlings antipasti og sprøde surdejspizzaer. Jeg elsker at få nye ideer og sammen med mine venner udvikle vores koncept - det er en fed måde at få erfaring på.

Når vi ikke er på Anholt, så laver vi også arrangementer for enten firmaer eller private, der gerne vil have lidt ‘Anholt-magi’. Så pakker jeg bilen og laver mad sammen med mine venner, der hvor festen eller eventet nu skal holdes. Det er virkelig skønt og sjovt at kunne lave sådan nogle projekter, når der er lukket ned på Anholt. For mig er Anholt Bageri og Gartneri ét stort fællesskab”.

Foto Anholt Bageri og Gartneri



Tre tips til Anholt?

  • Oplev Anholt udenfor højsæsonen. Selvom det klart er i sommermånederne, at der er mest gang i den, og de fleste steder holder åbent, så kan jeg klart anbefale at tage på tur til Anholt i efteråret eller foråret. Anholt har en fuldstændig fantastisk og særlig natur, der er værd at opleve hele året rundt.
  • Sæt tid af til at opleve Anholt - et par dage er for lidt! Det tager næsten 8-9 timer at komme til Anholt, hvis man ikke flyver, så det skal man lige huske, når man planlægger sin tur.
  • Brug en hel dag på at gå øen rundt, bad på Nordstrand og gå en tur i det bløde sand i Nordeuropas største lavhede – det vi på Anholt kalder for ”Ørkenen”.
LÆS OGSÅ
Loading...