Her er de 5 bedste makeup-produkter til en sund sommerglød
Tekst Marie Hindkær
Sund glød er smuk glød. Og med de rette produkter kan du nemt hjælpe gløden på vej – og slette samtlige spor af vinter. Vi har samlet de makeup-produkter, du har brug for.
Sommeren er langt om længe begyndt at røre på sig, og det betyder også, at der skal lettere produkter på huden. Skift vinterens foundation ud med en tinted moisturiser, som giver både fugt og farve, og straks gør huden sund og strålende at se på. Origins står bag bestselleren Ginzeng energy-boosting tinted moisturizer, der indeholder en stor bonus i form af spf 40, som beskytter din hud ekstra mod den stærke sol. Ved første øjekast ser cremen ikke ud af meget, men så snart den smøres på huden ændrer den farve – og tilpasser sig din hudtone, der vil fremstå væsentligt mere ensartet og med den glød, vi alle drømmer om.
Under din ‘tinted moisturiser’ kan du med fordel komme et glow serum – eller gøre om os, og mikse din tinted moisturiser med et par dråber B-Goldi Bright Drops fra Drunk Elephant. Serummet indeholder lysreflekterende pigmenter, der udjævner hudtonen og giver livet tilbage til en lettere kedelig teint – vel og mærke uden at gøre den hverken fedtet eller glitrende at se på. Med andre ord får du en dewy og næsten glas-agtig hud, der stråler.
Et par let rødmende kinder er den hurtigste vej til et glowy look. Vælg en blush, der har en anelse peachy undertone – det giver det mest naturlige resultat. Er din hudtype tør, er det en god ide at vælge en cremeblush, som du kan arbejde ind i huden med dine fingre. Er din hudtype derimod mere olieret, vil du få størst glæde af en pudder-blush. Less is more (uanset hvad Tik Tok siger!), og det er altid bedre at gå forsigtigt frem, når du kommer din blush på. En smule fordelt på kinder og næseryg er alt, du behøver for et friskt og sundt udtryk.
Det er ikke om sommeren, at den røde læbestift har sin storhedstid. Det har til gengæld den mere peachy og varme tone, der virkelig kommer til sin ret på en gylden hud. Et fint alternativ til den klassiske læbestift er en tinted lip oil eller en lipstick balm, der giver masser af fugt og pleje. Og den helt rette mængde farve uden du behøver at tegne læbekanten op med en lip liner. Sommermakeup skal holdes let og naturlig.
Ingen sommerglød uden en bronzer. Med blot få strøg kan du få det til at se ud som om, at du netop er vendt hjem fra en solrig ferie. Når du vælger bronzer er det vigtigt, at du har den helt rette nuance, der passer til netop din hud. En god huskeregel er, at du aldrig skal vælge en bronzer, der er mere end to toner mørkere end din egen hudtone. Nogle bronzere har et orange skær, og dem skal du gå udenom. De gør intet godt i jagten på det naturlige look. Lad bronzeren være det sidste step i din makeup, og læg den de steder, hvor solen rammer naturligt – tindinger, kinder, næse og hage. Kom også en smule hen over øjenlågene for at fremhæve din solkyssede hud og mindske eventuel rødme på øjenlågene.