Log ind
Tilbage til journal
Design

Et skatkammer af særlig kaliber

null

Tekst Missu Schneidermann / Foto Mikkel Tjellesen

Sarah Hvass tror på, at et hjem skal afspejle de unikke personligheder, der lever i hjemmet. Hendes rummelige lejlighed i hjertet af København er et samsurium af hendes kuraterede fund - ekstravagante vintage sager, der omfavner den eklektiske stil.

Kom indenfor i Sarah Hvass hjem, der befinder sig på Nørrebro i København. Her vil du blive mødt af et sansefyldt indtryk og med en spændt forventning til, hvad resten af boligen byder på. Den store lejlighed er et levende lærred, der konstant forandrer sig med møbler og ting, der skifter plads, så deres udtryk kommer til sin ret.

Nye udtryk inkluderer i den her kontekst ikke de nyeste trends - tværtimod så er Sarah Hvass hjem et charmerende samsurium af kuraterede vintagefund. Man kan næsten tro, at der bor en dedikeret samler, der har rejst verden rundt mellem 1930érne og 1980érne for at finde tidløse skatte til hjemmet.. Men det er Sarah, der gennem de sidste fem år har skabt en helt speciel indretning med nøje udvalgte elementer til sin bolig.



null

Foto Mikkel Tjellesen



Sarah Hvass er en kunstner med en unik stil, der i den grad bryder med det klassiske. Hendes hjem er en fusion af maximalisme, eklektisme og med en brug af farver, der skaber en dekadence, der rækker langt over den danske indretningsstandard. I stuen hersker en smuk og enkel elegance trods de mange farver, kunstværker og små stilleben opsætninger rundt omkring.

“Helt naturligt er jeg draget mod det ekstraordinære, hvad end det er i form af en italiensk lampe fra 1970’erne eller et stykke dansk keramik fra 1930’erne. Jeg begrænser mig ikke til én bestemt stil eller tidsperiode: Jeg har en svaghed for det skønne i alle dets former, og jeg blander min indretning med, hvad der taler til mig hellere end, hvad der passer bedst sammen”, forklarer Sarah Hvass.

Essensen af Sarahs hjem er en klar refleksion af hendes personlige smag, et tableau i konstant udvikling. Alt lige fra genbrugsfund til designerlamper får en specielt udvalgt plads.

“Et hjem reflekterer personligheden på dem, der bor der. Jeg har en klar forståelse af, hvad jeg godt kan lide - gennem en nysgerrig tilgang til indretning mødes alle ender i mit hjem.

Jeg tænker ofte, at mange faktisk ikke omfavner deres egentlige smag eller i hvert fald holder tilbage med at følge deres instinkter. Jeg har en mere legesyg og impulsiv tilgang, og mit hjem er et klart bevis på det. Min tilgang til indretning er ret uprætentiøs, og jeg nægter at følge én æstetik kontinuerligt. Du vil aldrig kunne tage mig i at sige ‘Den vase vil pynte i gangen det næste årti’, fordi det vil den altså ikke”, griner Sarah Hvass.



Foto Mikkel Tjellesen



Gennem sin shop på Instagram Særlig Samlet har Sarah de sidste fem år kurateret vintagefund i samme stil, som hendes eget hjem for at andre folk også skal få øjnene op for det smukke i ting, der normalt ville blive overset på et loppemarked. For Sarah går det ikke ud på designermærker eller prisklasser, men det unikke i et item.

“Mine bedste fund er dem, der har en historie med sig - især dem der er svære at finde. Alle mine fund herhjemme har sin egen fortælling, og jeg kan huske hver eneste historie til alle mine ting. Jeg rejser gerne langt i min søgen på et bestemt fund. Det er hårdt arbejde og if you snooze - you loose”, forklarer Sarah Hvass, der dedikerer mindst ti timer om dagen til at finde de helt rigtige vintagefund.



Foto Mikkel Tjellesen



Størstedelen af rummene i Sarahs lejlighed er malet i en diskret gul nuance, der er valgt i et historisk katalog over farver, der er brugt på facader til Københavns bygninger.

“Der er en mening med at tage farverne udefra med ind i rummene. De indtager pladsen og skaber en unik atmosfære. Hvide vægge virker for mig ufærdige, som om de bare venter på at blive dekoreret. Jeg elsker følelsen af at træde ind i Pandoras æske, hvor hvert rum giver dig en ny oplevelse. I Italien er der ingen hvid og grå minimalisme, der omfavner man frygtløst det opulente med velour og messing side om side med store lysestager i glas, selv i helt små lejligheder. Italienerne har en stor taknemlighed for det skønne og lægger ikke skjul på deres lyst til at jagte det, hvilket jeg virkelig beundrer”.

Sarah Hvass har en baggrund som visuel kunstner og er velbevandret i at kuratere visuelle kunstneriske opsætninger. Hendes kunstneriske kunnen kanaliserer hun tydeligt til indretning, hvor det ekstraordinære og det distinkte mødes i de sjældne fund, ingen andre har kunne finde.

“Jeg er meget taknemlig for at have transformeret min passion til at være dét jeg kan leve af. Jeg føler mig heldig at dedikerede samlere rækker ud til mig, når de er klar til at gå af med deres skatte."





LÆS OGSÅ
Loading...