Gå til hovedindhold
Tilbage til journal
Mode

Soeren Le Schmidt x Magasin du Nord Collection – En hyldest til skrædderkunsten


Skrædderkunst er omdrejningspunktet, når Soeren Le Schmidt designer, og hans eksklusive minikollektion for Magasin du Nord Collection er ingen undtagelse. Kollektionen balancerer mellem det klassiske og det nutidige – og tager afsæt i ønsket om at skabe garderobestykker med både personlighed, nøje udvalgte detaljer og lang levetid.

Når man træder ind i Soeren Le Schmidts univers, møder man tøj, der taler til både kroppen og sindet. Kendt for sine skarpe, arkitektoniske suits og elegante kjoler, har Le Schmidt i mange år hyldet skrædderkunsten – kunsten at skabe tøj, der sidder perfekt, føles rigtigt og holder i mere end en sæson. Hans nye minikollektion for Magasin du Nord Collection fortsætter den fortælling, men på en måde, der også rækker ud til flere kvinder og situationer.

“Det vigtigste for mig er at forstå, hvem jeg designer til. Hvad har hun brug for? Hvad vil hun føle, når hun tager tøjet på? Det handler om, at alt – fra snit til detaljer og indpakning – hænger sammen og fortæller en samlet historie,” – Le Schmidt.

‘tegninger’

Et møde mellem det eksklusive og det tilgængelige

Samarbejdet med Magasin opstod gennem en fælles vision: at skabe noget særligt for kvinder, som både er tilgængeligt og unikt. “Det handler om at indlejre mit DNA i et univers, hvor flere kan træde ind – uden at gå på kompromis med kvalitet eller snit. Det er i krydsfeltet mellem det eksklusive og det tilgængelige, at kollektionen for alvor folder sig ud,” siger han.

Gennem hele processen har Le Schmidt arbejdet med en klar tanke: det skal være en kollektion, der kan bæres af forskellige kropstyper og aldre, uden at miste karakteristisk formsprog. Hvert item er designet til at kunne kombineres på kryds og tværs og bruges i mange situationer – fra den første jobsamtale til festlige aftener. Farvepaletten, klassisk sort og klar lyseblå, understøtter den rolige, tidløse æstetik. Derudover er hvert item nummereret – dette med tanken om at give en oplevelse af at eje et samlerobjekt – noget der er unikt, gennemtænkt og personligt.

‘tegninger’

Alle styles i dette eksklusive samarbejde med Soeren Le Schmidt er nummereret fra 1-300 stk.

“Jeg ønskede at skabe en kollektion, der føles som et nyt lag i garderoben – noget, der løfter både kroppen og sindet. Den samme følelse, man får, når noget er skræddersyet til netop dig og din silhuet,” – Le Schmidt.

En kollektion med karakter

Kollektionen består blandt andet af en skulpturel blazer med tilhørende habitbukser, en kjole med et rent, elegant udtryk, og en top med bærende detaljer på ryggen. Hver style har sin egen karakter og kan kombineres på tværs og bruges igen og igen: “Min tanke fra starten var at skabe noget, der favner bredt. Jeg ønskede, at hvert item kunne kombineres på kryds og tværs, så det bliver nemt for kvinder at skabe deres eget udtryk,” fortæller han.

Når tøj handler om mere end udseende

For Le Schmidt handler tøj om mere end udseende – det handler om, hvordan man føler, når man tager det på. “Tøjet skal fremhæve det bedste ved den, der bærer det, og samtidig give en følelse af ro, fordi man ved, at man ser godt ud. Det skal give selvsikkerhed,” forklarer han.

Kollektionen henvender sig til kvinder i alle aldre - fra den unge, der går til sin første store jobsamtale, til den modne kvinde, der ønsker at investere i noget smukt og tidløst. Hver style er skabt med omtanke og respekt for både form og funktion. “Hvis jeg skal vælge en favorit, må det være suitet. Med sit skarpe snit, et hint af klassisk couture og den perfekte pasform opsummerer det hele kollektionen: sofistikeret, moderne og anvendelig,” afslutter Le Schmidt.

‘kollage’


Kollektionen i korte træk

Soeren Le Schmidt x Magasin du Nord Collection består af et suit, en nederdel, en top, en kjole og et silketørklæde. Hver style findes i kun 300 nummererede eksemplarer.

Forhandles eksklusivt i Magasin på Kongens Nytorv og i Aarhus samt online på Magasin.dk, Magasin.se og Magasin.no


LÆS OGSÅ
kollage med to kvinder
Mode
Forårets trends gemmer sig i detaljerne
kollage med to mænd
Mode - Livsstil
Min far er 53, jeg er 23 - her er 7 items, vi begge shopper dette forår
Loading...