Skip to main content
Tilbage til journal
Skønhed - Velvære

3 trin til mere nærhed – sådan finder I hinanden

kollage

Tekst Sara Andersen, sexolog og parterapeut Lust Copenhagen, Foto Lust | 29. januar 2026

Ulige sexlyst er en af de mest udbredte udfordringer i parforhold. Alligevel er det sjældent et tegn på, at kærligheden er forsvundet. Ofte er lysten blot gledet i baggrunden – gemt væk under træthed, hverdagspligter og usagte behov. Her guider vi jer til, hvordan I med blide greb kan skabe mere ro i nervesystemet og genfinde forbindelsen – både til hinanden og til lysten.



Når lysten er forskellig, kan dynamikken i forholdet let blive skæv. Den ene part rækker ud, mens den anden trækker sig. Det kan skabe følelser af skam og utilstrækkelighed – og i nogle tilfælde føre til en form for performativ intimitet, hvor nærværet mangler. For andre bliver selv små gestusser som kys, kram og godnatputning noget, man langsomt begynder at undgå.

3 trin til mere lyst og nærvær

1. Intimitet på nye måder

Lysten daler ofte i perioder med stress. Kroppen prioriterer sin energi, og når to-do-listerne er lange, hjemmet roder, og både arbejde og familieliv kalder, kan intimitet føles som endnu en opgave. Det kan være et tegn på at nervesystemet har svært ved at give slip – ikke at lysten mangler.

Et første skridt er derfor at åbne for intimitet uden sex som mål. Aftal, at berøring ikke behøver at føre videre. Når forventningen fjernes, kan I igen kramme, kysse, putte og røre ved hinanden på en måde, der føles tryg og afslappende.



2. Et stærkere selvbillede

Det er svært at føle sig sensuel, hvis man ikke føler sig godt tilpas i sin egen krop, og her kan små, rutiner gøre en stor forskel. Når vi prioriterer os selv, styrker vi både velvære og selvtillid.

En nærende hudplejerutine, et varmt bad med velduftende produkter eller tid til at udforske sin egen lyst er ikke overfladisk selvforkælelse, men en investering i relationen til sig selv.



3. Større bevidsthed om hinandens lyst

Denne øvelse kan enten gøres på jeres favoritbar i et romantisk hjørne, eller hjemme i stuen med dejlige omgivelser, der inviterer til romantik og nærvær. Tænd lys, gør te eller vin klar sammen, og besvar disse spørgsmål hver især - uden at afbryde eller dømme:

- Hvad tænder min lyst?

- Hvad slukker den?

- Hvornår føler jeg mig mest forbundet med dig?



Ingen mennesker har præcis samme lyst – og det behøver de heller ikke. Men et parforhold har brug for bevidsthed, nysgerrighed og omsorg for at kunne rumme forskellighed. Lysten vil forandre sig gennem livet, i takt med at vi selv gør det.

Når du kan mærke at lysten daler, kan du glædeligt huske på disse 3 trin, og på ny skabe en stærkere forbindelse til dig selv og din partner på.

LÆS OGSÅ
Loading...