Tilbage til journal
Design

Passion møder tradition i nyt samarbejde mellem Tortus og Knabstrup Keramik

Tekst Amalie Andersen / Foto Knabstrup x Tortus

Eric Landon, bedre kendt som Tortus på sin populære Instagram, er gennem det seneste årti blevet et kært navn i kreative kredse. Nu lancerer Knabstrup Keramik en ny kollektion med kunstneren, der er kendt for sin kompromisløse tilgang til håndværket. Men hvordan skaber man kunsthåndværk til et bredere publikum uden at miste autenticitet og kvalitet? Vi har spurgt den amerikanske keramiker.

Han har skabt keramik, siden han var 16 år gammel, og selvom han studerede økonomi på universitetet i Ohio, USA, trak det kreative i ham. I 1999 flyttede han til København for at træde helhjertet ind i keramikkens verden. Siden da er han dimitteret fra Danmarks Designskole og har slået stærke rødder i Danmark.

Nu har indgået et samarbejde med det danske Knabstrup Keramik – en virksomhed med 128 års stolt tradition inden for keramisk håndværk. Samarbejdet forener klassisk, dansk designarv med moderne produktionsmetoder, og udspringer af et fælles ønske om at bringe autentisk kunsthåndværk ud til et bredere publikum. Kollektionen bliver produceret nær den portugisiske kyst, et område, som er anerkendt for keramisk fremstilling. Her arbejder Knabstrup Keramik tæt sammen med en lokal partner, der deler samme passion for kvalitet og håndværk.

Foto Knabstrup x Tortus



Selvom Eric var stolt og glad for at blive spurgt om et samarbejde, havde han også sine betænkligheder:

"Min første tanke var: Hvordan kan vi sikre, at den personlige proces – mit håndværk – forbliver autentisk og nærværende?" fortæller Landon. "Men hele holdet bag Knabstrup viste hurtigt, at de havde en dyb forståelse for både min vision, håndværket og formgivningsprocessen. Sammen synes jeg, vi har fundet en god metode, som bevarer håndelaget, selv når vi skalerer produktionen op."

Eric Landon, der er født i Milwaukee, Wisconsin, er gennem de sidste ti år blevet et kært navn i kreative kredse. I en historisk bygning i den brostensbelagte Kompagnistræde i det indre København grundlagde han i 2012 studiet Tortus Copenhagen sammen med sin bror. Siden da har keramikentusiaster fra hele verden købt brødrenes værker. I 2015 modtog Eric prisen som Årets Håndværker ved Danish Design Award.

Eric har arbejdet med keramik størstedelen af sit liv, men dette er første gang, hans værker skal serieproduceres:

"Jeg er vant til at have hvert værk i hånden gennem hele processen – fra at dreje det våde ler til at tage det færdige værk ud af ovnen. I samarbejdet med Knabstrup er processen en anden. Her kan jeg ikke sidde med det i hånden fra start til slut på samme måde. Selvom det er en ny udfordring, er det en spændende mulighed for mig til at udforske min kreativitet og se, hvordan vi kan nå ud til et bredere publikum."

Foto Knabstrup x Tortus



For Eric har en af de største overraskelser ved samarbejdet været Knabstrups tilgang til produktion:

"Jeg blev virkelig overrasket over den dybe respekt, de har for det kunstneriske udtryk. Det er sjældent at se en stor producent, der samtidig bevarer en håndværksmæssig og innovativ tilgang. De tør tænke nyt og udfordre de traditionelle metoder, hvilket har givet mig en fornyet forståelse for, hvad keramik kan være i dag."

Med den nye kollektion håber Eric, at folk vil opleve følelsen af at have et gennemarbejdet stykke keramik i hånden:

"Jeg håber, at de mærker ægthed og autenticitet. Vores vaser er ikke kun til pynt – de er også et udtryk for en lang keramiktradition, der stadig er relevant. Jeg håber, at folk både ser historien og mærker den umiddelbare sansning."

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Knabstrup Keramik (@knabstrup_keramik)



Oplev Eric Landons proces når han live drejer ler i Magasin Du Nord, Kgs. Nytorv. Læs mere om eventen her.

Knabstrup Keramik x Tortus kan købes eksklusivt hos Magasin fra mandag d. 7. april 2025 – shop kollektionen online på Magasin.dk

LÆS OGSÅ
Livsstil
Guide til påskeferien: det skal du lave
Livsstil - Opskrift
Få opskriften på Københavns mest fotograferede æggesandwich
Loading... >