Farven til de lysere dage og sæsonens fester
Tekst Cathrine Overvad, Foto Getty Images I 26. juni 2026
Indtag sæsonen med en lysere garderobe, og lad hvide klassikere være et blankt lærred for en sommerchic styling. Om du skal markere en festlig anledning eller vil omfavne sæsonen med en fornyet lethed, lad dig her inspirere af sæsonens stærkeste styles i toner af hvid.
Den lille hvide
Sommerens svar på den tidløse LBD er den hvide kjole, som er en garderobeklassiker til årets luneste måneder. Lige fra gennemsigtige lag og romantisk broderi anglaise over rene linjer og minimalistiske silhuetter er designerne enige om, at den hvide kjole bør være en fast del af sommergarderoben. Står du over for markere et afsluttet kapitel, eller skal du netop starte et nyt - eller ønsker du blot at opgradere din garderobe med en hvid sommerkjole - bør du 'say yes to the dress’ denne sommer.
Skræddersyet i hvid
Et todelt sæt eller jakkesæt i hvidt er uundgåeligt for sæsonens løftede minimalistiske æstetik. Designerne har brugt sæsonens neutrale nuance til skarp skræddersyning i et enkelt, monokromt udtryk. Uanset om det er romantisk chrocet, sprød hør eller kraftig bomuld bør en lys blazer, habitbukser og elegant nederdel finde vej ind i din garderobe. Fuldend looket med et par smukke slingbacks og elegante sølvsmykker.
Sæt dit præg!
Hvid står som et blankt lærred for kreativ leg med sæsonens tilbehør. Det er ingen overraskelse, at skinnende metaller er et raffineret valg til perlehvid - særligt når solen let har kysset din hud. Skal det være skulpturelt sølv, detaljeret guld eller vil du skabe et farvepop med perler og sten? Uanset kan du trygt vælge de accessories, som falder i din smag, når du skal style dit svanehvide outfit.