Gælder 31/07 - 03/08
Goodie-pris gælder Goodie-medlemmer med 1-3 stjerner
Her er rådet, som giver gråt hår nyt liv

Tekst Marie Alkestrup / Foto Copenhagen Fashion Week
Er det lige begyndt at gråne på toppen, eller har du længe haft en sølvglimtende manke, er her nogle gode råd, som kan give dig endnu mere glæde af dit grå hår.
For nogle rammer de første grå hår sent i livet, for andre kan det være så tidligt som i starttyverne. Men uanset, hvornår håret begynder at gråne er flere og flere kvinder enige om, at det føles befriende at omfavne de grå hår frem for at konstant at skulle dække dem med dyrtkøbt hårfarve. Dette kom blandt andet til udtryk i Hollywood for et par år tilbage, hvor stjerner som Andie Macdowell betrådte den røde løber med et smukt sølvglimtende hår frem for de mørkebrune lokker, der ellers havde været skuespillerindens kendemærke. Og hun er bare en af flere stjerner, som nu har omfavnet de grå lokker.
Er du også med på den grå bølge, deler vi her et par gode råd og gør dig klogere på det smukke grå hår.
Hvorfor bliver man gråhåret?
Det skyldes, at hårsækken holder op med at producere det pigment, som før gav dig din brune, blonde, røde eller sorte hårfarve. Denne proces sker oftest med alderen og over en længere periode. Det er primært genetisk betinget, hvornår hårsækkene holder op med at danne pigment, men livsstil eller stress kan dog i nogle tilfælde også skynde denne proces op.