Log ind
Tilbage til journal
Skønhed

3 nemme frisurer til bryllupsgæsten

null

Tekst Marie Alkestrup

Er du den heldige indehaver af en bryllupsinvitation, så inspirerer vi til de nemmeste frisurer, der hurtigt giver et festklart look.



Bløde bølger

Uanset om du har langt, kort, krøllet eller glat hår, er et par bløde glamourøse bølger altid pænt i det løse hår. Men har du nogensinde kæmpet med enten krøllejern eller hårtørrer samt rundbørste, ved du nok, at det kan være både vanskeligt og tidskrævende at opnå de bløde bølger. Heldigvis er der kommet mange nye redskaber til, og med det rette styllingredskab, er bølgerne overraskende nemme at skabe.

Sådan gør du

Uanset redskab handler det om at udvælge nogle totter, krøller dem, og derefter redde dem let ud med hænderne, alt efter hvor løde bølgerne skal være. husk især at fokusere på at krølle i det forreste hår, som indrammer ansigtet.

Den letteste løsning er Dysons efterhånden meget berømte redskab Airwrap, der via en særlig teknik, selv suger dit hår rundt omkring det opvarmede krøllejern. Med den tager det kun omtrent fem minutter at lave de bløde krøller, som du derefter kan vælge at redde let ude med fingrene, hvis du foretrækker bølger frem for krøller. Har du ikke en Airwrap, kan du også prøve et glattejern, hvor du snor glattejernet således, at hver lok formes i små s-formede bølger. Det giver et cool skødesløst look. Der er også de såkaldte wands, hvor du selv snor håret rundt om den varme wand eller den nye slags redskab, hvor du blot skal lægge håret indimellem to buede plader, og så laver den krøllen for dig.





Høj hestehale

Om denne frisure gør sin entré på catwalken, den røde løber eller i dette tilfælde til et bryllup, er en høj stram hestehale altid et hit. Det er desuden en frisure, som er ret simpel at sætte. Frisuren kræver dog som minimum skulderlangt hår.

Sådan gør du

Skrab håret tilbage ved hjælp af hænderne og en børste, så det lægger sig helt ned til hovedbunden.

Saml dernæst håret så højt på hovedet som muligt, og fæstn det med en stram, diskret elastik. Ønsker du ekstra effekt, så tag en enkelt lok fra hestehalen, og sno den rundt om hestehalens rod, således at den dækker elastikken. Fæstn dernæst lokkens løse ende med en hårnål, og skub hårnålen ind under hestehalen. Det giver et elegant udtryk til den høje hestehale. Har du ekstra tid, kan du også vælge at enten glatte eller krølle håret i hestehalen, alt efter hvilket look, du foretrækker.

Afslut med masser af hårspray, som holder frisuren på plads og lægger eventuelle afstikkere ned.

null




90’er-knold

På det seneste er en populær frisure fra 90’erne begyndt at snige sig ind i gadebilledet igen. Det er den såkaldte messy bun inspireret af datidens største stjerne skuespilleren Pamela Anderson. Tricket til frisuren er at lave en rodet knold på toppen af hovedet. Jo mere rodet knolden er desto bedre.

Sådan gør du

Start med at dele håret op, således at du med en kam redder omkring ti centimeter af det forreste hår frem. Saml det midlertidigt, så det ikke bliver blandet med resten af håret. Red nu det resterende håret tilbage. Sæt det i stor rodet knold på toppen af hovedet, hvor enderne ikke samles under elastikken, men får lov at stritte viltert frem.

Dernæst skal det hår, som du har holdt opdelt fra resten af håret, deles i en midter- eller sideskilning, som du enten kan lade hænge løst bag ørerne eller fæstne med et par hårnåle. Til denne frisure skal der også hårspray til at holde alt på plads, ligesom lidt tørshampoo forinden, vil give håret mere tekstur og gøre det lettere at style.





Læs også
Loading...