Designvinder Cengiz Güdücü har noget på hjerte, og han vil have dig til at tage det på


Tekst Cathrine Overvad / Foto André Hansen
Med referencer til gadekultur og amerikansk hiphop skaber den unge designer og multikunstner Cengiz Güdücü tøj med et budskab. Justerbare taljer og vendbare styles i et væld af spændende silhuetter understreger den unge designers ønske om at bringe et nyt og mere inkluderende perspektiv til den danske modebranche.
I designkonkurrencen ”Danmarks Næste Tøjdesigner” i 2023 kæmpede designer Cengiz Güdücüs sig hele vejen til finalen. Her vakte Cengiz Güdücüs æstetiske og ambitiøse tilgang stor opmærksomhed hos både Magasins design- og sourcingansvarlige Heidi Lundehøj og modeskaber Søren Le Schmidt, der begge valgte at støtte det unge talent. Mød den unge designvinder Cengiz Güdücü her, og hør hvordan hans opvækst har haft indflydelse på hans virke som designer.
Hvordan ser din designmæssige baggrund ud?
“Jeg har en kandidatgrad i Fashion Design fra Kunstakademiets Designskole (KADK), som jeg tog afgang fra i sommeren 2021. Jeg har under min uddannelse og senere i praksis arbejdet i spektret mellem kunst og mode, hvor jeg forsøger at afprøve teknikker og tilgange på tværs af de to kunstarter.”
Hvornår startede din interesse for mode og design?
”Min interesse for tøjdesign startede, da jeg som 14 årig flyttede fra Sydhavnen, hvor jeg er opvokset, til Dragør. At komme fra et miljø, hvor man ser op til hiphop-stjerner og går klædt som dem, til et andet miljø, hvor jeg var den ene ud af tre personer med anden etnisk herkomst, var noget af en omvæltning. Jeg blev mødt med mange blikke, ignorante spørgsmål og en form for manglende accept. Med tiden ændrede jeg min stil til en mere casual stil med designersko og accessories, hvor jeg kunne mærke folks adfærd ændre sig over for mig. Lige pludselig blev jeg mere accepteret. Det var på dét tidspunkt, hvor jeg begyndte at opdage, hvad ens beklædning har af indflydelse på folks forståelse af ens personlige udtryk.”