Log ind
Tilbage til journal
Design

Småt men godt - sådan bor designer Anne Voigt

null
credit-image

Tekst Emma Henneberg / Foto Anne Voigt

Dette forår sætter vi fokus på at få mest muligt ud af boligen - derfor har vi spurgt en række boligeksperter, hvordan man får det bedste ud af det lille hjem.

Designer Anne Voigt bor i en herskabslejlighed i Aarhus, som hun deler ud af på sin Instagramprofil, hvor man kan følge med i hendes skønne jordfarvede indretningsunivers. På blot 54 kvadratmeter formår Anne og hendes familie med spændende materialer og en skarp æstetisk sans at få det bedste ud af at leve småt.



Hvordan vil du beskrive din indretning og æstetik?

“Vores hjem er vores base og vores pause i en travl hverdag, der skal være let og roligt at være, derfor er farvepaletten holdt i monokrome varme jordtoner, og materialerne er bløde naturlige materialer som uld og træ. Det kan lyde helt religiøst, men for mig er boligen lig med velvære.”

“At bo småt har tvunget os til at omgive os med kun ‘yndlingsting’”



Hvad ligger bag jeres valg om at bo småt men godt?

“Vi har i begge de hjem, vi har haft sammen boet på lidt plads, det er begrænsningens kunst, men det er også en dejlig befrielse kun at omgive sig med det nødvendige. At bo småt har tvunget os til at omgive os med kun ‘yndlingsting’. Der er ikke plads til så meget overflødigt, så de ting, vi bor med, er enten virkelig funktionelle for os eller ting, der bærer minder.”





Hvordan bor man som børnefamilie på blot 54 kvadratmeter?

“Det er stadig lidt nyt for os at være en børnefamilie, men vi har tænkt meget i opbevaringsløsninger til vores lille søn. Så vi har bygget et skab, og det er det, der sætter en øvre begrænsning på, hvor meget vi har til vores ham. Så vasker vi lidt oftere og pakker tøjet ned, når han når til den næste størrelse. Der er kun plads til ting, der er aktivt i brug. Vi prøver at cirkulere tingene i stedet for at lade dem ophobe sig.”



Hvordan kan valget af materialer spille en afgørende rolle, når man skal få det bedste ud af en lille bolig?

“Vi skejer ud på materialer og mikser marmor med blødt træ og stål med uld, det synes jeg, at der er noget meget ærligt og skandinavisk over - at lade materialerne få taletid. Vi har mange steder valgt at understøtte materialernes overflader bl.a. i køkkenet og på badeværelset, hvor væggene er malet i en farve, der blender ind i marmorens farvetoner, så det taler sammen. Ved at matche køkkenet til det mørke gulv i lejligheden, er der noget, som bryder med vores overvejende lyse møbler.”

“Tone i tone giver en visuel pause, som skaber luft i en lille bolig”







Hvilke løsninger vil du anbefale til at understøtte en indretning med begrænset plads uden at gå på kompromis med æstetikken?

“Pæne reoler og hylder; meget af vores spisestel, skåle og kopper står fremme i lejligheden, fordi skabene i køkkenet er fyldt med alt det praktiske, på den måde bliver de ting, vi bruger til hverdag, til noget af det pynt, vi har fremme i lejligheden.

Derudover er vores indbyggede skabsvæg i soveværelset uundværligt. Den er visuelt rolig, fordi den fylder en hel væg og er dejlig funktionel, fordi der er masser af skabsplads.

Generelt er det godt at tænke i opbevaring og faste pladser, når man bor småt, og ting ikke bliver lagt på plads, roder det langt mere i et lille hjem end i et stort, fordi der ikke er så mange steder at lade øjet hvile.”

Hvad er dine bedste tips til at få mest muligt ud af et småt hjem?

“Gennemgå dine ting, sorter ud i dem og behold dem, der løser en opgave og dem, der har minder eller giver dig glæde. Det er begrænsningens kunst. Hav en rød tråd i dit hjem, brug de samme materialer igennem rummene. Vi har især gennemgående brug af bruneret messing og douglas fyr. Tone-i-tone giver en visuel pause, som giver luft i en lille bolig.”



Shop stilen



LÆS OGSÅ
Loading...