Mød tre udstillere fra 3DaysofDesign


Tekst Cathrine Overvad
Fra den 7. til 9. juni løb 3daysofdesign af stablen, og i år præsenterede Magasin og Formland en unik udstilling med en række etablerede og upcoming designere i de historiske omgivelser på Magasin Kgs. Nytorv. Under konceptet ”Terrassen & Salonen” kunne besøgende træde ud i en udendørsoase på 2. sal, hvor by og natur smelter sammen, mens Magasins smukke Kong Hans-sal blev transformeret til en fransk udstillingssalon for blandt andet møbelkunst, lampedesigns og blomsterkunst.
For den designinteresserede er 3daysofdesign efterhånden et højdepunkt på året, og den danske designfestival har da også opnået stor international opmærksomhed. København forvandles til et designmekka for spændende udstillinger, talks og events, hvor besøgende kan lade sig inspirere af både nye designs og gamle klassikere. Med sin historiske placering i hjertet af København tager Magasin i samarbejde med Formland del i festlighederne, når dørene åbnes til en konceptuel designudstilling i Magasin Kgs. Nytorv. Her kan besøgende både opleve spændende designnyheder og møde flere af designerne bag. Hør fra tre af de udstillere, hvad de har præsenteret.
Eksperimenterende blomsterkunst hos Reevein Studio
Reevein Studio består af Sara Rosa Oppperman og Alice Soro Cillara, der arbejder i en fusion mellem kunst og design. Hos Reevein Studio gentænkes kunstige blomster i et eksklusivt og eksperimenterende udtryk, som det internationale designmagasin Wallpaper har omtalt ”gallery worthy flowers”. Foruden faux blomster tilbyder Reevein Studio skulpturer i form af vaser og designobjekter.
Hvad præsenterer Reevein Studio på udstillingen?
”Man vil opleve faux flower designs og botanisk kunst, som ikke set før. Vores produkter er en særlig oplevelse for de fleste og at mærke og se dem i virkeligheden har en stor betydning. Vi kommer til at fremvise eksisterende signaturprodukter men også helt nye kollektioner, som vi har arbejdet på i over et år, og som vi ved vil skabe stor opmærksomhed. Det er nyt, og det er modigt!” - Reevein Studio