Modeindustrien vejer tungt i klimaregnskabet, og ønsket om at støtte op omkring nye designtalenter, og samtidig bidrage til en mere ansvarlig og bæredygtig modebranche, er det der binder ALPHA og Magasin sammen.
Gennem en unik udstilling i Magasins vinduer, får spirende designere, der arbejder nytænkende og ansvarligt med design, mulighed for at vise deres kreationer frem i en smuk og inddragende ramme. Bag udstillingen står Ane Lynge-Jorlén, der er direktør for ALPHA, og som til dagligt agerer springbræt for unge designere og hjælper dem med at få fodfæste i begyndelsen af deres karriere.
”Alpha er det første bogstav i det græske alfabet og betyder begyndelsen på noget vigtigt. Det mener vi også, at vi og vores arbejde er, og derfor slår navnet vores konsoliderede position fast, som en betydelig igangsætter af og støtte til de bedste nordiske modetalenter. Sammen med Magasin kan vi hjælpe endnu flere designere med at nå ud med deres arbejde og budskab, og denne gang udvider vi samarbejdet med salg af designernes arbejde i et særligt Magasin collab, hvilket giver endnu mere til designerne,” fortælle Ane.
I hjertet af København, er Magasin den originale platform, hvor designerene kan vise deres arbejde til et stort publikum. Formålet er at gøre opmærksom på de unge talenters værker og ønsker om forandring i fremtidens modeindustri, hvor det at arbejde ansvarligt og nytænkende, er omdrejningspunktet. De to udvalgte designere, Sarah Brunnhuber fra STEM og Emma Gudmundson, er særligt udvalgt af Ane, fordi de arbejder tankevækkende, innovativt og med æstetisk overskud.
”Både Sarah og Emma arbejder med zero waste, og giver konkrete bud på fremtidens modesign. De forener æstetik, kvalitet og ansvarlighed, hvilken er nøglen til at forlænge tøjets eksistens i vores liv. Vi har brug for at opleve større tilknytning til tøjet så vi beholder det længere, og begge designere har indlejret tid, kreativitet og skønhed i deres design, som afspejles i forbrugsoplevelsen,” fortæller Ane.
Selvom både Sarah og Emma er i begyndelsen af deres karriere, har de allerede høstet stor anerkendelse, og har samarbejdet med nogle af branchens sværvægtere som GANNI og Browns Fashion.
Udstillingen kommer til at vise farverige og inddragende bud på zero-waste-mode skabt af engelske Sarah Brunnhuber fra Stem og svenske Emma Gudmundson. Gennem Stems innovative vævesystem, væves mønsterdelene direkte ind i stoffet, hvor alt benyttes og intet klippes fra, men i stedet bruges som dekorative frynser.
Emma Gudmundson laver strikkede unikadesign på håndstrikkemaskine, helt uden spild, og fælles for begge designere er, at de arbejder med forudbestilt tøj for at undgå tøjspild. Udstillingen strækker sig ind i selve butikken, hvor det også er muligt at købe limited edition tørklæder og tasker.
Læs mere om de dygtige og innovative designere Sarah Brunnhuber fra Stem og Emma Gudmundson, der hver især har lavet en unik udstilling i Magasins vinduer på Kongens Nytorv.