Log ind

Om uld

Uld er et naturprodukt fremstillet af kartet hår fra får eller ged, og det er et enestående materiale til beklædning, fordi det er varmt, let, åndbart og naturligt smudsafvisende. Uld er oven i købet vandabsorberende og kan optage op til 30 % af sin egen vægt (fx sved eller vand) uden at føles fugtig. Ja, ulden bliver faktisk kun varmere, når den rummer en vis mængde af vand.

Hvad betyder det, at uld er 'selvrensende'?

Hvis du sveder i dit uldtøj, vil ulden af sig selv straks transportere den rene sved fra huden, og videre ud gennem tøjet. Da sveden ikke når at gå i forbindelse med hudens bakterier, vil der ikke udvikles ubehagelig svedlugt. Derfor siger man, at uld er naturligt bakteriehæmmende og 'selvrensende'.



Hvorfor kryber uld i vask?

Hvert naturhår består af en krøllet og fjedrende fiber med et lag 'skæl' omkring sig, og hvis det våde hårstrå krølles eller knuges, eller hvis fibrene udsættes for høj varme, så de trækker sig sammen, vil skællene fungere som modhager, og ulden vil filtre, krympe og være umulig at trække tilbage i form. En kemisk efterbehandling kan mindske uldens tendens til at krympe, men under alle omstændigheder skal uld stadig vaskes forsigtigt og ikke for varmt.



Hvordan vasker jeg uld?

Uld er naturligt smudsafvisende, og derfor behøver du ikke at vaske det så ofte. Et par timer på tørresnoren i det fri med sol, frost eller blæst er ofte nok til, at din cardigan eller uldsweater igen føles frisk og lækker. Det meste uld tåler vask på 30° på maskinens uldprogram med et uldvaskemiddel, der ikke fjerner fibrenes naturlige indhold af lanolin. Følg altid vaskeanvisningen på produktet og undgå vaskepulver med enzymer, der vil affedte ulden, så den mister sine unikke egenskaber.



Hvilken slags uld er den bedste?

Jo tyndere, længere, blødere og mere blankt det enkelte hårstrå er, jo finere er ulden. Normalt regner man cashmere som den 'fineste' uld, og herefter følger merinould og lambswool. I Magasin har vi vores eget luksus brand, hvor alle tre typer uld er repræsenteret. Al vores egen uldstrik er fremstillet i Italien, hvor vores leverandører har en lang og stolt tradition for eksklusiv mode i meget høj kvalitet, både når det gælder materialevalg og håndværk.



Kend din uld

Der findes et stort udvalg af uld, og hver type har sine helt egne kvaliteter. Nedenfor har vi samlet en oversigt over de mest kendte.

Alpaka

Alpaka stammer fra Alpaka-fåret, der er en slægtning til lamaen og kamelen. Ulden kommer fra Sydamerika. Hårfibrene er op til 25 cm lange, og ulden er fin, blød, lækker og med en meget smuk glans. Bruges typisk til kjoler, frakker og trøjer.

Angorauld

Angorauld stammer fra angora-kaninen, og kommer i de fleste tilfælde fra Asien. Ulden er fantastisk blød og fin, og for at styrke de relativt korte og bløde hårstrå blandes angora ofte med hår fra får eller ged.

Islandsk uld

Islandsk uld stammer fra det islandske får. Ulden har en flot lidt grov struktur og er samtidig let, stærk, vandafvisende, varm og meget isolerende. Den er det perfekte valg til en klassisk håndstrikket uldsweater.

Lammeuld

Lammeuld / Lambswool er betegnelsen for det uld, man klipper fra lammet i de første otte måneder af dets levetid. I forhold til uld fra det fuldt udvoksede får er lammeulden særlig fin, glat, elastisk og blød. Ulden bruges bl.a. til sweatere, halstørklæder og handsker.

Merinould

Merinould kommer fra det spanske merinofår, der i dag er eksporteret i stor stil til bl.a. Australien og New Zealand. De 5-15 cm lange let krusede hårstrå er af den fineste bløde og smidige kvalitet, og merinostrik kan kendes på den smukke matte glans. Merino er på grund af sin blødhed og finhed et oplagt valg til undertøj og sportstøj, og ulden bruges også til sweatere og cardigans.

Mohair

Mohairuld stammer fra Angora-geden, der lever i Tyrkiet, USA og Sydafrika. Fibrene er 10-20 cm lange, og ulden er silkeagtig, glat og meget glansfuld. Vær opmærksom på, at 'Angora-uld' lidt forvirrende er uld fra en Angora-kanin, mens mohair altså strammer fra angora-geden. Ulden bruges især til trøjer og tørklæder.

Shetlandsuld

Shetlandsuld kommer fra shetlandsfåret, en race som stammer fra Shetlandsøerne, der ligger lidt i nærheden af Skotland. Ulden er meget slidstærk og især velegnet til sweatere.

Loading...