Hvidvin er altid et sikkert valg, men vinhylden kan hurtigt blive en jungle, hvis man ikke ved, hvad man skal kigge efter. Vi har derfor bedt vores vineksperter fra Magasin Mad&Vin om at dele ud af deres viden, så du ved, hvad du skal kigge efter, næste gang du står foran vinhylden på jagt efter den perfekte hvidvin.
Chardonnay er et populært valg, når vi køber hvidvin. Blandt andet fordi der produceres rigtig meget af det rundt omkring i hele verden. Når du skal vælge en Chardonnay er hovedreglen, at vælger du en oversøisk fra f.eks. Californien, får du en, der er fed i smagen, og tager du derimod en fra f.eks. Chablis i Frankrig, vil den være mere tør. Den fede Chardonnay passer rigtig godt til fisk eller andet mad fra grillen, hvor den tørre variant er perfekt til rejer og skaldyr.
Vi plejer at kalde Sauvignon Blanc for en "terrassevin", fordi den er rigtig god at nyde, bare som den er, uden der behøver være mad til. Vinen, der oprindeligt stammer fra Bordeaux i Frankrig, er tør og sprød i smagen, og passer rigtig godt til blandt andet fisk, pasta, salater og ost - eller bare som den er. Et godt tip fra vineksperten er, at hvis du vælger en Sauvignon Blanc fra New Zealand, går du aldrig helt galt i byen, og du kan få en rigtig god vin til en lige så god pris.
Riesling stammer fra Tyskland, hvor over halvdelen af alt Riesling stadig produceres. Riesling kan være ret sød, da druerne får lov at hænge i længere tid, inden de høstes. Er du ikke til de helt søde vine, er et godt tip at vælge en Riesling fra Alsace i Frankrig og generelt bare altid læse bag på flasken. En Riesling vil være god til f.eks. oste eller til fed fisk og mad fra grillen.
Pinot Gris eller Pinot Grigio, alt efter om den stammer fra Frankrig eller Italien, er en ret ukompliceret vin, der også sagtens kan tåle at komme en tur i køleskabet, inden den skal nydes, hvis du foretrækker en iskold hvidvin. Vælger du en Pinot Gris, får du en vin med et lavere syreindhold end fx Riesling og Sauvignon Blanc, hvilket gør den rigtig god til f.eks. skaldyr eller blot som et godt glas vin på terrassen uden et måltid til.
Bobler er ofte noget vi forbinder med nytår eller festlige lejligheder, men har du alligevel tænkt dig at bruge 100-150kr på en god flaske hvidvin, så kan du ifølge vores vinekspert lige så vel vælge en flaske bobler som f.eks. Cremant eller Cava. En Cremant er absolut lige så velegnet til mad som en hvidvin, og et glas kold Cava i solen går man heller aldrig fejl af.
Du er altid velkommen til at komme en tur forbi Magasin Mad&Vin og gå på opdagelse i vores store udvalg af lækre vine og få en snak med en af vores vineksperter. Du finder os i Magasin i Lyngby og på Kongens Nytorv i København.