Sommeren står for døren, fuglene kvidrer og det er endelig tid til at blive klar til en masse skønt udeliv. De fleste af os vil gerne bruge de fleste af døgnets lyse timer udendørs. Læs med når Mille Emilie deler ud af sine tips til at skabe et skønt uderum.
Mille Emilie bor i Dragør med sin mand og deres to piger i et hus som de har gennemrenoveret med æstetikken i højsæde. Du kender hende måske som Sonomaseven, som er navnet på hendes blog, hvor hun ligesom på Instagram deler alt fra boligindretning og DIY-projekter, livsstil og oplevelser, livet som mor på godt og ondt, kaffeslabberas og alt der imellem. Vi elsker hendes stilrene og nordiske stil. Tidløst med et moderne tvist. Vi er derfor glade for at Mille Emilie vil dele nogle af sine bedste tips til hvordan du kan skabe en skøn oase på din terrasse.
''Jeg er selv meget inspireret af den afslappede og hyggelige stil fra både Sydfrankrig og Sydspanien. De gør virkelig meget ud af deres uderum, men har selvfølgelig også flere tørre dage end vi har. Man skal derfor lige have det danske uforudsigelige vejr for øje i sin planlægning. Men inspiration er der masser at hente af!''
''Skab en hyggelig krog i dit uderum med masser af bløde tekstiler, som du nemt kan hive ud på græsset eller ned på terrassegulvet. Brug plaider, tæpper, puder, tykke hynder eller hvad du nu har. Puder er nemme at stable og bruge som ’ryglæn’. Store vamsede hynder kan bruges som en udemadras eller blot som ekstra blødt til bagdelen på en bænk. Har du børn vil de også nyde godt af de mange gode tekstiler, som de kan boltre sig løs i, bygge huler med tæpper og puder. Og hele familien kan slænge sig på en god madras, med puder og tæpper til en god film udenfor i sommerens lune brise.''
''En god måde at skabe hygge på, og samtidig få et behageligt lys i dit uderum, er ved at bruge lyskæder. De er smarte, fordi de nemt kan flyttes rundt. Du kan hænge dem lige hvor du har lyst til, og så giver de samtidig en dekorativ og festlig, ja nærmest sydlandsk, stemning. Brug også forskellige højder lanterner rundt om på terrassen, placér dem eventuelt blandt dine krukker. Det giver bare en hyggelig og levende stemning med det blafrende lys.''
''Jeg bruger vores FDB-bænk udenfor om sommeren (når det ikke regner, naturligvis), for det er en nem måde at få ekstra siddepladser på. Samtidig bruger jeg gerne naturmaterialer i min indretning udenfor, fordi det skaber ro og smelter fint sammen med omgivelserne udenfor. Jeg er vild med bl.a. flet samt træmaterialer som eg og bambus fordi det giver en varme til uderummet og gør det hele meget mere intimt og hyggeligt.''