Log ind
Tilbage til journal
Design

6 råd, der hjælper søvnen på vej

null

Tekst Marie Alkestrup

Har du også svært ved at falde i søvn, vil disse tips måske hjælpe, næste gang hovedet lander på puden.

Der findes nok ikke den dansker, som ikke er bekendt med, hvor vigtigt søvn er for helbredet og ikke mindst ens velbefindende. Men selvom vi alle sammen ved, hvor vigtige de syv eller otte timers skønhedssøvn er, er det ikke ensbetydende med, at det er lige nemt for alle at få dem. Nogle er heldige nok til fra naturens side af at være velsignet med et godt sovehjerte, mens andre kæmper med at falde i søvn eller at forblive i søvnen. I sidstnævnte tilfælde er nogle mennesker bare programmeret til at sove lettere fra naturens side af, i andre tilfælde kan det også skyldes en presset hverdag eller også begår du måske en af de gængse fejl, mange af os kommer til inden sengetid. Der findes nemlig en del uvaner, som kan gøre det lidt vanskeligere at lande i drømmeland. Derfor lister vi nu de gode råd, du i stedet bør følge og som forhåbentligt vil gøre det lidt lettere at falde i søvn og at forblive i søvnen.



Skru ned for kaffen

Koffein er for mange noget af det bedste om morgenen. For mange stopper det dog ikke ved den ene kop. Vi danskere er kendt for vores store kaffeforbrug, men al den dejlige koffein kan desværre have en negativ indvirkning på din evne til at falde i søvn. Oplever du problemer med søvnen, er det derfor en god idé at starte med at skære ned på de mange daglige kopper kaffe, og ikke at drikke nogen former for koffeinholdige drikke efter klokken 15.

Den rette pude

Du bruger den hver nat, så hvorfor ikke forkæle dig selv med en pude, der føles helt rigtig for din nakke og kind. Udover at det er den ultimative forkælelse med en ny pude, giver det også god mening at udskifte den omtrent hvert andet år med tanke på al det skidt, sved og døde hudceller, som hovedpuden absorberer, imens vi sover. Derudover er det også en god idé at vaske puden regelmæssigt, så du kan få lov at sove igennem uden at blive generet af støvallergi fra puden i løbet af natten eller i de tidlige morgentimer.



Sluk for skærmen

Det er efterhånden slået fast, at det stærke blå lys fra både computer og telefonskærm er med til at forstyrre søvnen, hvis vi ligger med hovedet i skærmen lige inden sengetid. Det skyldes, at det stærke lys går ind og påvirker hjernen til at producere mindre af det søvnfremkaldende hormon melatonin.

Gør det derfor til en regel at lægge skærmen væk om aftenen. Gerne allerede fra klokken 21.00. Prøv desuden at skrue ned for lyset på dine skærme og eventuelt installere et af de hjælpeprogrammer, som gør lyset varmt og orange frem for skarpt og blåt. Mangler du underholdning, nu hvor nyhedsstrømmen fra telefonen er blevet lagt væk, er en god bog noget af det bedste til at berolige øjne og hjerne inden sengetid.

Dyne med tyngde

En tyngdedyne er, som navnet måske afslører, en dyne, der er tungere end en almindelig dyne. Tyngden kommer fra et tungt fyld, som for eksempel er syet ind i dynens paneler. Formålet med en tyngdedyne er, at den skulle gøre det nemmere at få kroppen til at slappe af ved at stimulere kroppen til at finde ro. Følelsen af tyngde omkring hele kroppen skulle minde lidt om en lang omfavnelse og gøre, at man bevæger sig mindre om natten.

Luk lyset ude

For at give kroppen de optimale forhold til at danne det naturlige søvnhormon melatonin, skal du både huske at få en masse dagslys ind i løbet af dagen, og omvendt sørge for, at der er mørkt ved sengetid. Det hjælper kroppens indre ur til at forstå, at det nu er sovetid. Dog kan det være svært at holde lyset ude om natten – især i de store byer, hvor der kommer lys ind fra gaden hele natten lang. Her vil både mørklægningsgardiner og ikke mindst et par silkebløde sovemasker hjælpe til at holde lyset ude og lade dig forblive uforstyrret i søvnen.

Beroligende duft

Nej, duften af lavendel kan ikke kurere søvnløshed eller søvnbesvær, men kan dog ifølge mange have en beroligende effekt på sindet. Vil du selv prøve, så investér i en duftdiffuser eller en room spray, som vil forvandle soveværelset til en beroligende og velduftende søvn-oase.



Læs også
Loading...