Log ind
Tilbage til journal
Mode

Hvorfor ’Quiet Luxury’ bør overtage din efterårsgarderobe

null
credit-image

Tekst Cathrine Overvad

Er du mættet af modens skiftende sæsonfarver og overdrevne logomani? Så er fænomenet Quiet Luxury noget for dig. Her gælder det om at fremstå luksuriøs underspillet i dæmpede toner og lækre kvaliteter. Den perfekte trend at indtage efterårets kølige vejr i.

Det er ikke til at komme udenom, at popkulturen har en stærk indflydelse på, hvordan vi går klædt. Hvor vi tidligere på året berørte blodrøde læber ala Netflix-karakteren Wednesday Addams, fik våde lokker i bedste Mermaid-look og klædte os i pink fra top til tå under fænomenet "Barbiecore", er det nu på tide, at vi vender blikket mod nogle mere stilfærdige karakterer. I hvert fald når det kommer til deres stil.

Den populære HBO-serie Succession har fået mange af os klistret fast til skærmen gennem fire lange sæsoner. Selvom ens hoved kan være ved at eksplodere over at holde styr på seriens mange karakterer og intriger, er det faktisk på hovedrollernes garderober, at du bør stille skarpt. Den superrige Roy-familie demonstrerer til perfektion, hvordan en mere stilfærdig mode kan skrige af overskud og høj social status. Afsnit efter afsnit møder vi Shiv, Kendall og Roman Roy i misundelsesværdige looks af stilfulde suits, silkeskjorter, kalveskindsjakker og logoløse accessories, der signalerer, at de som verdens økonomiske elite ikke behøver at skildre med deres rigdom. Essensen af stille luksus.



Også i den virkelige verden ser vi mange eksempler på Quiet Luxury-fænomenet. Tidligere på året var Gwyneth Paltrows skiulykke-retssag på alles læber. Selvom den 50-årige skuespiller og Goop-stifter vandt den noget absurde retssag, var det hendes sofistikerede looks, der løb med al opmærksomheden. Paltrow fik os til at sukke efter smukke kashmirsweatre og skræddersyede jakkesæt, som blandt andet det amerikanske modebrand The Row står bag. Et modehus, som er indbegrebet af Quiet Luxury, hvilket brandets stiftere, kendistvillingerne Mary-Kate og Ashley Olsen, er pragteksemplarer på.



Quiet Luxury er altså ikke en pludselig opstået trend eller viral gimmick. Den minimalistiske elegance har længe været iblandt os, men som meget andet i moden, har den draget sig ny opmærksomhed. Kan udviklingen tilskrives de førnævnte stærke fiktive og virkelige karakterer? Eller er vi i gang med et større opgør, hvor flygtige trends erstattes af klædeskabets klassikere, som vi kan have for livet?

Hvis du er blevet nysgerrig på at prøve kræfter med Quiet Luxury-stilen, bør du stile efter enkle styles i kvalitetsstærke materialer, velsiddende pasformer og nedtonede nuancer. Et delikat efterår kalder på rullekraver, blazere, silkeskjorter, uldne herrebukser og elegante kitten heels. Et godt sted at starte søgningen på dine nye Quiet Luxury looks er hos klassiske brands som Max Mara, Malene Birger og kashmir-mærket Lisa Yang.



Læs også
Loading...