Tilbage til journal
Design

Normann Copenhagens CEO:
Vi skal hylde modet til at gentænke normerne

kollage med interiør og møbler til boligen
Billede af skribent

Tekst og foto Emma Henneberg | 31. juni 2025

København er atter vendt tilbage til sine vante former efter en uge dedikeret til design. Under den årlige design festival, 3daysofdesign, tog vi en snak med Normann Copenhagens CEO, Poul Madsen. Vi blev klogere på, hvordan designvirksomheden især lægger vægt på at præsentere møbelnyheder, der rækker ud over det sædvanlige, og hvordan ansvarlighed kun bliver et større og større fokus.







Hvad betyder 3daysofdesign for jer?

“Det betyder alt for os som design brand, at deltage i 3daysofdesign. De her dage er den primære begivenhed på hele året i vores kalender, og det er en kæmpe mulighed for at få en masse mennesker på besøg, i kraft af vores gode placering - helt centralt i byen. Vi præsenterer i alt 19 nyheder, hvoraf nogle af dem er fornyelser af eksisterende kollektioner, og ellers er det en blanding af sofaer, stole, borde og lamper”, fortæller Poul Madsen.

Normann Copenhagens koncept for designdagene kaldes “Unframed”, og handler om, at man skal sætte tankerne fri og ikke holdes tilbage af begrænsninger. Det afspejler sig gennem nyhederne både i rum, farver, materialer og funktion. Brandet vil gerne hylde modet til at gentænke normer og traditionelle rammer. Det koncept beskriver, ifølge CEO’en, hvordan de generelt også er som virksomhed.





Hvordan vil du beskrive Normann Copenhagens design-DNA?

“Vi har altid prøvet at tænke lidt anderledes, forsøgt at tænke ud af boksen og lave det ordinære ekstraordinært ved at tilføje et element, tage noget væk eller overraske, ved at være humoristisk”, Poul Madsen.

For Normann er det vigtigt at være modig, og ikke at være bange for at skille sig ud og prøve forskellig design, former og farver af. Det ser man bl.a. på deres eklektiske blå sofa design, der under 3daysofdesign har fået sit helt eget rum i matchende blå farver.

Hvilke designtrends inspirerer jer i øjeblikket?

“Det er helt klart tendenser omkring ansvarlighed, vi er særligt opmærksomme på og lader os inspirere af lige nu. De sidste mange år har vi brugt meget tid på at bevæge os i en mere ansvarlig retning. Vi har fået flere og flere elementer i vores kollektioner, der er ansvarligt produceret. Bit-skamlen er et godt eksempel”, siger Poul og peger ned mod stolen, jeg sidder til rette på, mens vi optager interviewet.

Skamlen er lavet på en helt anden måde, end man traditionelt ville gøre det. Det betyder meget for virksomheden at kunne lave produkter, der afsætter et mindre CO2-aftryk. Bit-skamlen er produceret af genbrugsplast, der er samlet op i en radius på 50 km rundt omkring Normann Copenhagens fabrik, der ligger i Italien. Derfor er alle skamler unikke i deres udseende, og på den måde fortæller produktet sin egen historie.



Hvilke kommende lanceringer kan vi se frem til?

“Vi har både accessories, lamper og møbler i vores kollektioner, og der kommer nyheder indenfor alle tre kategorier. Men derudover er vi i gang med at finde genbrugsmaterialer, som kan erstatte de nye materialer, vi har brugt førhen. Når det kommer til nye lanceringer, så er ansvarlighed stadig en stor faktor”.



NYHEDER
Loading... >