Me & My Denim - med Kræsten Kusk
Tekst Cathrine Overvad / Fotograf Sascha Oda
For filminstruktør og skulptør Kræsten Kusk er cowboybukserne som limet til hans ben. Det var som 13 år gammel, at Kræsten fandt sin kærlighed til det blå bomuldsstof, som en brækket fod forsøgte at sætte sig imod. Kærligheden bestod - også tre årtier senere. Mød multikunstneren her, der står model i Magasins kampagne ‘Me & My Denim’.
Hvad beskæftiger du dig med?
”Jeg er uddannet filminstruktør, men for to år siden havde jeg en pause imellem to filmprojekter, og jeg købte derfor en motorsav og noget træ. Jeg havde en drøm om at lave bemalede træskulpturer. Siden er det gået stærkt med mine skulpturer. Jeg har blandt andet udstillet hos Albert Contemporary i Odense, Morsø Kunstforening i Nordjylland, og jeg er senest blevet en del af galleriet Format Art Space i København.”
Hvad er du passioneret omkring?
”Jeg brænder for mit arbejde som skulptør. Mine skulpturer er stillebens, og motivet er altid vaser med blomster i, skåret med grove strøg fra motorsaven og malet i pangfarver. Selv om det er forholdsvis nyt for mig at lave skulpturer, ligger kunstverdenen mig ikke så fjernt. Jeg er vokset op i et kunstnerhjem og assisterede min far i hans stenhuggerværksted, da jeg var helt ung. Nu er det så blevet min tur.”