Magasin Cashmere: Kom med på rejsen fra ged til sweater
Tekst Asta Scales, Foto Frederikke Lunddal | 29. september 2026
Det begynder med en ged og slutter med en sweater. Men hvad med alt derimellem? I Magasin vil vi gerne blive endnu klogere på det vi sælger, så du også kan blive det. Sammen med vores mangeårige samarbejdspartner Jiaxing E.K. Fashion tog vi til Kina for at lære gederne, hyrderne, syerskerne og alle andre bag vores cashmere bedre at kende. Her er, hvad vi lærte fra en indtryksrig rejse, hvor en sweater bliver til gennem et væld af hænder.
Historien begynder med en ged
På en ud af flere familiedrevne cashmere-farme i Indre Mongoliet begynder vores og trådens rejse – i landskabet og hos hyrderne. Historien om hvert stykke cashmere begynder med et dyrebart råmateriale, som gederne har brugt en hel sæson på at udvikle.
Gennem den kolde sæson udvikler gederne deres tykkeste og fineste pels for at holde varmen. Det er det fine inderste lag af pelsen, der bliver til vores cashmere. Klipningen følger deres egen naturlige cyklus: Når temperaturen stiger i foråret, begynder de naturligt at fælde den bløde underuld – som et tegn til landmændene om, at der kan klippes. Kun én gang om året.
Og det er et simpelt, dog ufatteligt regnestykke: Én geds fine underuld udviklet og høster over én sæson repræsenterer omtrent fire stykker cashmeretøj.
“The Good Cashmere Standard cares about animal, environmental and human welfare” – Figo Li, Repræsentant for The Good Cashmere Standard i Kina.