Tone i tone og lag på lag
Kollektionen er en maksimalistisk tilgang til boheme minimalisme, hvilket kommer til udtryk i overdrevne strukturer, dæmpede toner og styling med overdimensionerede aflange silhuetter og lag på lag. Maja Dixdotter arbejder med kvaliteterne i fokus og hvordan de kan supplere hinanden, hvilket i efterårskollektionen resulterer i tone i tone looks kombineret af styles i forskellige strukturer og farvenuancer, som er lette at style og sammensætte på tværs af kollektionerne – og passende for skiftet fra sommer til efteråret, som nu står for døren.
Med udgangspunkt i By Malene Birgers key looks for denne sæson, kan du let skabe den boheme minimalistisk stil gennem disse simple styling tips:
En plisseret, tidsløs kjole i rustrød eller sort har med sine oversize ærmer et afslappet udtryk og med sit løse snit er den let at style over bukser i samme plisse. Tilføj et chunky striktørklæde i samme tone, så kontrasten mellem de forskellige teksturer kommer til sin ret og du har dig et klassisk look, der let tager dig ind i de koldere måneder.
En kjole i chunky mohair-blanding med ballonærmer giver strikkjolen en ekstravagant silhuet og står i kontrast til den ellers afslappede og bløde ribstrik. Igen kan kjolen med sin oversize silhuet styles med matchende bukser og for kontrast et par chunky støvler og store smykker for at give looket lidt kant.
I tråd med Maja Dixdotters fokus på at skabe styles, som man vil investere i og som kan blive i skabet i mange sæsoner, byder By Malene Birger denne gang på en trenchcoat i økologisk bomuld som det moderne take på en klassiker – og som den perfekte følgesvend i efteråret. Den strukturerede silhuet er detaljeret med oversize, foldede manchetter og en stor krave og kan let styles udover lange kjoler, såvel som jakkesæt.
Farvepaletten i efterårskollektionen bevæger sig fra de hvide, creme, beige nuancer til mørkere brun og sort, men er toppet med en enkelt postkasserød kjole, som egner sig perfekt til sæsonens festlige begivenheder. Den draperede, skulpturelle kjole er detaljeret med rynker foran og på ærmerne, hvilket gør den voluminøs, imens panelerne i rib skaber kontrast. Kan let styles op med store statement smykker eller ned med et par chunky støvler.