Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Nyheder

Flere sommerkoncerter Magasin x SPOT

Har du været til nogle af de første sommerkoncerter, vi har arrangeret i samarbejde med SPOT Festival i Aarhus? Nu afslører vi, hvem der skal spille de sidste fem lørdage henover sommeren, og du kan læse mere om dem alle her! 

Lyt til alle artister og bands

Hvis du gerne vil høre lidt af, hvad de forskellige bands og artister har at byde på, så kan du lytte til deres bedste numre på vores Spotify-liste lige her! 
 
Pssst... Hold dig opdateret omkring de mange koncerter og events på vores Facebook-event.
 

Vi kan nu løfte sløret for de sidste fem lørdagskoncerter, der bliver afholdt på Magasin-scenen ved åen i Aarhus. I samarbejde med SPOT Festival har vi arrangeret ti sommerkoncerter, så I kan komme ud og nyde solen og høre noget god musik. Vi håber, at I har nydt de første koncerter og er klar på endnu mere musik, fest og liv i gaden. Vi sørger stadig for en masse fede events og arrangementer på de forskellige lørdage, og vi håber, at du vil komme ned forbi. Lige her kan du læse om, hvem der kommer og spiller på de forskellige lørdage, og du kan også høre noget af deres musik!

Lørdag d. 6. juli

Kl. 14:30 MARY JEAN
MARY JEAN er en artist på den danske musikscene med en sjælden sans for det alternative. Med en stemning, der gror ud af det forunderlige, drømmende og til tider overjordiske, er musikken centreret omkring sangerindens stærke stemme og sanselige lyrik. Sammen med sit band udfolder MARY JEAN sine sange i dynamiske og intense arrangementer, der altid leveres i elektriske liveshows, som emmer af urkraft og vitalitet. Genren kalder bandet selv meget passende for “tribal pop”, hvor inspirationsrejser, afrikansk stammemusik, åndelighed og kærlighed til naturen er uudtømmelige kreative kilder til musikken. MARY JEAN udgav i 2018 singlerne ‘The In-Between’ og ‘Under the Jungle Green’, som skaffede sangerinden god medieomtale samt optrædener på flere danske festivaler og spillesteder. Oplev den tribale popenergi, når MARY JEAN indtager SPOT Royal scenen i hjertet af Aarhus denne sommer.
Kl. 15:30 Faratuben
Faratuben er lige dele Mali og Danmark. Et overvældende og humørfyldt møde mellem danske musikere og toppen af Bamakos undergrundsscene. Lyden er moderne og festlig og tager sit udgangspunkt i den berygtede bobo-musik. Musikken sættes ofte i bås med de mere snuskede sider af det lokale natteliv, men når først kroppen bevæger sig til de funky guitar riffs, de groovy trommer og den vilde balafon, er det ikke svært at forstå, hvorfor netop bobo-musikken disse år lægger soundtrack til flere og flere fester i ungdommens Mali. Faratuben er original bobo-musik og med garanti en festoplevelse, du ikke vil være foruden, når de bringer Mali til Magasin-scenen denne sommer.

Lørdag d. 13. juli

Kl. 14:30 Astrid Engberg
Den danske sanger, producer, komponist, musiker og DJ, Astrid Engberg, sætter sit eget unikke twist på den moderne soul. Hun henter inspiration i mange forskellige genrer såsom jazz, soul, hiphop, klassisk såvel som elektronisk musik til sine musikalske landskaber, der både trækker på musikerens skandinaviske rødder såvel som mange rejser. Astrid Engbergs stemme rummer både en oprigtig skrøbelighed og en dyb styrke, der bærer teksterne sikkert frem. Hun har både haft succes med sin egen musik, men har også arbejdet sammen med musikere over hele verden og optræder på mere end tyve internationale albumudgivelser. Arbejdet som både musiker og DJ har givet Astrid Engberg en stor liveerfaring, som vil være til stede på Magasin-scenen denne sommer i forlængelse af hendes optrædener på dette års SPOT.
Kl. 15:30 Kalaha
Kalaha har de seneste år arbejdet på at nedbryde genredefinitioner inden for musikken, hvor de hensynsløst blander bandets eget musikalske udtryk med alle tænkelige genrer og indtryk, de kan komme i nærheden af. Resultatet er et farverigt og uforudsigeligt lydbillede af kalejdoskopisk festmusik, der tager dig med til alt fra elektroniske gadefester til stammedans; ganske enkelt lyden af en globaliseret verden. Midt i de festlige og hede rytmer finder du dog også et eftertænksomt og velreflekteret tekstunivers, der ligesom tonerne udspiller sig i et univers farvet af globaliseringens mange emner og facetter. De velspillende musikere fra Kalaha byder op til dans og fest i ramme alvor på Magasin-scenen denne sommer.

Lørdag d. 20. juli

Kl. 14:30 Jeppe Zeeberg
Jeppe Zeeberg har en personlig og kompromisløs musikalsk stil, hvori han blander genrer inden for jazz og fri improvisation. Den konservatorieuddannede musiker har vundet flere priser og udmærkelser for sin musik og har også modtaget internationale roser fra bl.a. det amerikanske magasin All About Jazz for flere af sine udgivelser. Uden for sit eget musikalske virke har den virtuose Jeppe Zeeberg deltaget i en lang række forskelligartede kunstneriske projekter inden for alt fra avantgardemusik til stumfilm. Den mere avantgarde jazz møder det mainstream, når Jeppe Zeebergs pianocentriske musik rammer SPOT Royal denne sommer.
Kl. 15:30 Girls in Airports
Girls in Airports består af fem musikere og komponister, der siden sin begyndelse i 2009 har søgt inspiration i både moderne jazz, global folklore og minimalisme tilsat synthesizere og en umiskendelig atmosfærisk lyd. Medlemmerne jonglerer alle med forskellige soloprojekter ved siden af Girls in Airports, hvilket er med til kontinuerligt at forny bandets lyd. Det er ikke et uset koncept at fusionere jazz med folk og toner fra andre verdensdele, men Girls in Airports gør det på en særligt subtil og elegant måde, hvor de forskellige instrumenter lige fra slagtøj til blæsere smelter flot sammen og nikker venligt i retning af navne som Brian Eno. Den unge jazzgruppe har allererede markeret sig internationalt og har repræsentanter både i Tyskland og England. Det er således et rutineret jazzband, der indtager scenen til sommer og lader de nordiske eurojazzlounge-toner flyde stilsikkert ud over Åboulevarden.

Lørdag d. 27. juli

Kl. 14:30 Ida Wenøe
Den danske folknoir kunstner, Ida Wenøe, skabte med sit andet soloalbum, ‘The Things We Don’t Know Yet’, en samling dybt personlige sange, der udforsker kærlighedens væsen. Den modnede sangskriver har nye oplevelser og erfaringer med i bagagen efter at have turneret i fire år, siden debutalbummet ‘Time of Ghosts’ udkom i 2015. Lyduniverset på ‘The Things We Don’t Know Yet’ rummer vævende korstemmer, æteriske blokfløjter, 1950’er-inspirerede elektriske guitarer, underspillede trommer og små, skæve lydeffekter. Teksterne er dybe og melodierne enkle, men stærke. Wenøes vokal besidder en troværdighed, der rammer og bærer lyrikken flot frem. Koncerten på Magasin-scenen bliver en spændende fremvisning af kunstnerens potentiale og modning.
Kl. 15:30 Kaaliyah
Kaaliyahs musikalske karriere startede, da hun udgav sin første EP med titlen ‘Darkpop: First Sequence’ i 2015 efterfulgt af singlerne ‘Yoko’, ‘Buried’, ‘Vaya’ og ‘Fortune Cookie’. Sommeren og efteråret 2017 turnerede Kaaliyah med den prisvindende gruppe, Phlake, som medførte åbningen af den legendariske Orange Scene på Roskilde Festival. 2018 brugte Kaaliyah på at færdiggøre nye singler og et kommende album. Singlen ‘Facts’ udkom i starten af 2019 og viser en farverig kombination af trap, hip hop, R’n’B og pop.

Lørdag d. 3. august 

Kl. 14:30 Athletic Progression
Athletic Progression er en aarhusiansk, instrumental trio med rødder i hip hop og jazz. Bandet består af Jonas Cook på keys, Jonathan J. Ludvigsen på trommer og Justo Gambula på bas. De tre unge fyre er åbenlyst inspireret af artister som Herbie Hancock og Flying Lotus, men deres lyd er helt sin egen — yderst genkendelig og meget catchy. Siden bandets debut i 2016 er Athletic Progression hurtigt blevet et hypet dansk act. Deres første EP, ‘Dark Smoke’, udkom i januar 2019 efterfulgt af en overbevisende optræden til SPOT 2019.
Kl. 15:30 Tobias Albert
Tobias Alberts sangkarriere tog sit udspring, da han i 2016 vandt en sangkonkurrence i forbindelse med Grøn Koncert om at komme på scenen med Mads Langer. Året efter vandt han KarriereKanonen efter at have indsendt sin første single, ‘Posing Like a Model’. Som en af vinderne af KarriereKanonen har det unge sangtalent allerede opnået at spille på SPOT samt Smukfest. Tobias Albert ynder at optræde live med et simpelt set-up bestående af guitar og loop-pedal, der også er det, han skaber sin musik ud fra. Sangteksterne er ligesom produktionen simple, men rummer dog en tvetydighed i deres temaer, der kombineret med Tobias Alberts selvsikre stemme peger i retning af, at et nyt stjerneskud er godt på vej.