Aesop
Lad os starte med at indrømme, at det er det visuelle udtryk, der i første omgang drager dig mod australske Aesop. Det er indbegrebet af underspillet luksus, og i mange år et klart, men diskret signal til ligesindede: Ja, jeg har lige så god smag som dig. Men det er indholdet i de brune flasker med sort og creme-stribede mærkater, der får dig hooked. Produkterne, som Aesop selv beskriver som ”effektiv pleje til hud og hår med omhyggelig opmærksomhed på detaljen og fokus på sensorisk nydelse”, er primært skabt af naturlige ingredienser, men ikke udelukkende, da nogle ingredienser for at være så stabilt effektive, som de ønsker, er nødt til at være syntetisk fremstillede. Duftene, og de er en afgørende del af tiltrækningen, er alle skabt af essentielle olier i kombinationer, der er nærmest afhængighedsskabende. Måske netop derfor er det Aesops nærmest ikoniske håndsæbe, du kan vaske hænder i på cool restauranter verden over, ligesom du på chikke hoteller kan vaske hår og smøre ansigt og krop ind i Aesop.