Sæsonens støvler til ethvert budget


Tekst Cathrine Overvad / Foto Vagabond
Køligere temperaturer og vådere vejr har så småt fundet deres indtog i Danmark. Det er med andre ord tid til at træde ind i den nye sæson og finde det mere praktiske fodtøj frem. "Praktisk" betyder dog ikke, at du skal gå på kompromis med dit look. Efterårsgarderobens måske vigtigste item, støvlen, kommer i et bredt udvalg af korte, lange, høje, elegante og chunky modeller. Læs med og find de støvler, der denne sæson passer til både din stil og pengepung.
Biker Boots
Ingen anden støvle evner at tilføje en nonchalant-coolness til outfit som biker-støvlen. Siden Miu Miu lancerede deres langskaftede og spændebeklædte Sienna-støvle, har biker boots for alvor bevist at være tilbage i modebilledet. Allerede i sommer var den rå støvle en klar favorit blandt festivalgæsterne, hvor den blev stylet med til lange denimshorts og nederdele. Men den praktiske støvle er også spået til at blive efterårets uundgåelige fodtøj, og heldigvis kommer den i mange lækre - og mere prisvenlige udgaver end Miu Miu-modellen.