Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Vi elsker

VORES JUL Traditioner, juleminder og ønsker

Hvilket juleminde er Mads Nørgaards bedste og hvilke juletraditioner har Eurowomans chefredaktør Anne Lose? Og hvad ønsker vores egne indkøbere sig til jul? Læs med her og se, hvad vores venner af huset ønsker sig i år – måske du kan hente inspiration til din egen ønskeliste.  

Lav din egen ønskeliste 

Vidste du, at du her på Magasin.dk kan du lave din egen ønskeliste og dele den med venner og familie – så ved de præcis, hvad du ønsker dig til jul – og resten af året?
 
Det er nemt og ligetil at lave din egen ønskeliste. Når du bevæger dig rundt på Magasin.dk, kan du let tilføje ønsker til din ønskeliste blot ved at klikke på det lille hjerte, som du finder ved hvert produkt på Magasin.dk. Herefter tilføjes produktet til din ønskeliste, og kan gemmes så længe du vil. 

 

Ønskelisten kan du altid finde ved at føre musen over det lille hjerte 

Du kan sende din ønskeliste til venner og familie via Facebook og mail. Det eneste, du skal gøre, er at logge ind eller oprette dig som kunde på Magasin.dk oppe i højre hjørne ved "Login/Opret" – så kan du både gemme, dele og benytte dig af alle de tilbud, vi giver vores Goodie Card kunder i løbet af hele året. 

Vi har spurgt nogle af vores venner, både inden og uden for Magasins vægge, hvordan de fejrer jul og hvad den specielle tid på året betyder for dem. De har også vist os deres juleønsker, som en inspiration til, hvad du kan ønske dig eller selv lægge under træet i år. 

Anne Lose, chefredaktør på Eurowoman

Anne er chefredaktør på Eurowoman. I hendes familie giver de voksne ikke hinanden gaver, men samles i stedet efter børnene har pakket gaver op og spiller pakkeleg med små, personlige gaver. 

 

Hvad er dit bedste juleminde? 

Barndommens juleaftener hos mine bedsteforældre i Sønderjylland er virkelig gode minder. Min mormor forberedte julen i hele december og bagte alt fra bunden – jødekager, klejner, karameller og vaniljekranse. Og fordi mine forældre, søskende og jeg boede på Sjælland, var det en ægte julerejse at tage mod Jylland (med færge dengang) og køre ned af alléen mod mine bedsteforældres landsted – så sænkede julefreden sig for alvor. I dag skaber jeg nye minder med mine to børn og min mand i vores lille familie.

 

Har du nogen faste traditioner? 

Vi går i kirke juleaften – i år to gange, for der er børnejulegudstjeneste i Sankt Pauls kirke i Nyboder, hvor vi bor, med præsten Kathrine Lilleør. Der skal min søn Gilbert med. Senere på dagen skal vi i Christians Kirke på Christianshavn, hvor præsten Flemming Pless prædiker. Julen er for mig en tid til at mindes mine kære, der ikke er her mere, men også den samhørighed vi mennesker har og har haft gennem århundreder. Den følelse forstærkes i kirken synes jeg, og når vi synger salmer bliver jeg meget rørt.

Vi voksne giver ikke hinanden gaver i min familie, vi prioriterer børnene. Men efter julemiddagen og gaveudpakning, går vi voksne til et dejligt kaffebord med masser af lækker chokolade og knas og spiller pakkeleg med små, personlige gaver og ”lykkekuverter” fra mine forældre, hvori der ligger penge. Men om det er en hundredekroneseddel eller en plovmand ved man aldrig.

 

Hvad betyder julen for dig? 

Den betyder meget. Især nu, hvor jeg har fået børn, for det er den vildeste lykkefølelse at se, hvor glade de bliver når de åbner julekalendere, når vi pynter op herhjemme eller når nissen pludselig er kommet med varme æbleskiver en hverdagsaften. Og julemusikken – OMG, den elsker jeg. Det er alt fra WHAM til Michael Bublé og til Händels Messias.

 

Hvordan ser julen ud i år?

Vi skal holde jul hos mine forældre på Christianshavn sammen med min lillebror, der bliver far for første gang lige efter jul. Mens min mor, datter og jeg går i kirke, laver mændene julemiddagen; gås, waldorfsalat, hvide og brunede kartofler og selvfølgelig risalamande. Vi starter ofte med østers eller blinis og et glas champagne inden middagen, mens børnene ser Disneys juleshow.

Line Jakobsen, indkøber i Magasin

Line er indkøber for accessories og smykker i Magasin og tager som en fast juletradition med sin familie i Det Kgl. Teater og ser ballet hvert år i december.

 

Hvad er dit bedste juleminde?

Det år, hvor min mor inviterede en hel flygtningefamilie fra Eritrea med hjem for at fejre en dansk jul. Vi ristede afrikansk kaffe på stuegulvet, havde store kjoler på og grinede det meste af aftenen. Spøjs, men kærlig aften.

 

Har du nogen faste traditioner?

Hvert år tager jeg med min familie i Det Kgl. Teater og ser en ballet efterfulgt af middag på en lille, hyggelig restaurant i Hareskoven. Her ønsker vi hinanden en dejlig jul inden vi splittes ud i delefamilier, på rejser og tusind andre planer.

 

Hvad betyder julen for dig?

Jeg falder pladask for julen hvert år og alt det corny, der hører med; julekoncerter, gløgg-crawl, julebagning og juletræsfældning. Det er en ekstrem hyggelig og magisk tid for børnene, og jeg er pjattet med at skabe magien for min dreng. En tid, hvor jeg prioriterer min familie og venner højt og spiser alt, hvad jeg kan komme i nærheden af.

 

Hvordan ser julen ud i år?

Min mormor samler familien juleaften og bagefter stikker jeg af på mini juleferie med en helt særlig person. 

Mads Nørgaard, designer/CEO i Mads Nørgaard Cph

Mads Nørgaard er designer, direktør og ejer af modehuset Mads Nørgaard, og vil helst ikke gå glip af risalamanden i julen.

 

Hvad er dit bedste juleminde? 

Min mor er norsk, så det må være masser af sne, tindrende frost og at mændene går ud på ’tunet’ (gårdspladsen, red.) og skyder julen ind med deres rifler kl. 18.00, inden vi går til bords. 

 

Har du nogen faste traditioner? 

Risengrøden, der står og trækker i gryden i nogle timer under dynen i en af ungernes seng. Det er en kær tradition fra min kone Silles familie. 

 

Hvad betyder julen for dig? 

Hyggeligt samvær og masser af smukke salmer. 

 

Er der noget, du ikke vil gå glip af i december? 

En julefrokost med vennerne og masser af risalamande.  

Pernille Lykke, Visual Merchandiser i Magasin 

Pernille er manager for Visual Merchandise i Magasin på Kgs. Nytorv, og pynter sit eget hjem op til jul med finurligt, hjemmelavet pynt, mos, gran, sølvglimmer og julekugler i smukke farver.

 

Hvad er dit bedste juleminde? 

Jeg er vokset op på en gård på landet med både nisser i legehuset, spøgelser på loftet og trolde i kælderen. Gården var et sted, hvor alt kunne ske og mine forældre var med på alle vores finurlige ideer. Et af mine bedste juleminder er, at vi den 1. december bød nissen hjem med risengrød. Han boede ude i vores lille, hvide legehus. Min far hjalp os med at lave risengrøden præcis som nissen kunne lide den og vi satte den ud i det lille legehus med en lygte og ventede i spænding inden fra stuen. Vi så selvfølgelig aldrig nissen, for vi nåede at falde i søvn, men når vi morgenen efter løb ud i legehuset på bare tæer var risengrøden spist på magisk vis. Det er indbegrebet af jul og alt det eventyr december måned bringer med sig.

 

Har du nogen faste traditioner? 

Hvert år inviterer jeg mine veninder og to søstre hjem til gløgg en aften i december. Det er en vidunderlig aften, hvor jeg serverer konfekt fra den årlige konfektdag, som jeg holder med min søster og vores børn. Her har vi både nogle faste og nye opskrifter, som bliver afprøvet og elsket. Nogle af opskrifterne er helt tilbage fra dengang vi voksede op på gården, og andre er kommet til gennem tiden. 

 

Hvad betyder julen for dig? 

Julen har altid betydet meget for mig, det er både en hektisk og en hyggelig tid. Det er den tid på året, hvor hele familien er samlet hygger sig til julefrokoster, juleaften og hyggelige arrangementer med for eksempel kransebinding. Julen spiller også en meget stor rolle på mit arbejde, hvor hele Magasin Kgs. Nytorv skal pyntes op. Her starter julen allerede i foråret med masser af planlægning, så når vi endelig når december og huset forvandles, kan jeg puste ud og nyde det. 

Hvordan ser julen ud i år?

Der er stor forskel på min normale indretning og på hvordan huset udfolder sig til jul. Den mere minimalistiske stil, med få nips og rette linjer, bliver mere finurlig med skæve og hjemmelavede ting fra da jeg selv var barn og de ting, mine børn har lavet gennem tiden. Jeg kan godt lide det gamle med det nye og det rå med det elegante – og i år er ingen undtagelse. Det rå element er mos fra taget og gran fra min søsters have. For at undgå, at det bliver for råt blander jeg de rå elementer med sølvglimmer, krystalglas, blå servietter og et juletræ med julekugler i både rød og guld.

Christian Wigdal, indkøber i Magasin

Christian er junior indkøber for Men’s Fashion i Magasin, og skal i år holde jul med sin familie fra Norge. 

 

Hvad er dit bedste juleminde? 

Mit bedste juleminde er fra dengang jeg holdt jul og nytår på Filippinerne med min familie. Jeg kan godt lide at bryde traditionerne og gøre noget forskelligt hvert år. På juleaftensdag dykkede jeg med hajer tidligt om morgenen og dansede på stranden om aftenen med de lokale dykkere. Vi kunne ikke have gaver med i kufferterne, så der var ikke meget den jul, der blev fejret på traditionel manér. Men for mig er det nærværet med mine tætteste, der er gaven juleaften.

 

Har du nogen faste traditioner? 

Som de fleste holder jeg jul med min familie hvert år. Vi mødes på kryds og tværs i familien og hygger os sammen – både på selve juleaften og til julefrokoster. Det er også en tid, hvor jeg får set mine gamle skolekammerater og får chancen for at fortælle dem, hvor meget jeg har værdsat deres selskab gennem tiden. Jeg tror også det er derfor snaps er så populært i julen, haha.

 

Hvad betyder julen for dig? 

At jeg tilbringer tid med alle dem, der har en stor betydning i mit liv. Unge og gamle. Nye og gamle bekendtskaber.

 

Hvordan ser julen ud i år?

Min familie fra Norge er budt på besøg til dansk julemad og traditioner, så dem får jeg at se i år sammen med resten af min familie. Jeg har i lang tid synes, at det har været svært at finde julegaver til hele familien, men det har hjulpet meget at blive ansat i Magasin. Nu er der styr på alle gaverne!

Anne Christine Persson, CEO i Monies

Anne Christine er CEO i smykkefirmaet Monies, kvinden bag rejsebloggen Theartoftravel.dk og har netop udgivet bogen "Dansk Modeleksikon" i samarbejde med Mads Nørgaard, der er det hidtil største af opslagsværk om dansk mode. I år skal Anne fejrer jul i farverige Marokko.

 

Hvad er dit bedste juleminde? 

Barndommens hvide juletid, hvor sneen har ligget tungt over Danmark. Det var magisk at vågne den 24. om morgenen til et snelandskab. Der har ikke været så mange, så de står nok stærkest i hukommelsen. 

 

Har du nogen faste traditioner? 

Siden jeg var barn har jeg lavet en pakkekalender til min mor – også de år, hvor jeg har boet i udlandet. Det gør jeg stadig og hun laver så også en til mig. Det er vildt hyggeligt for os begge. 

 

Hvad betyder julen for dig? 

Jeg er ikke det store julemenneske i klassiske forstand, men med julen følger en masse hyggeligt samvær med venner og familie – og en slags afrunding af et indholdsrigt år, inden et nyt og spændende år starter. 

 

Hvordan ser julen ud i år? 

I år skal jeg til Marokko for at fejre en lidt mere atypisk jul. Jeg har ikke været der før og jeg glæder mig til marokkansk mad, spændende oplevelser, solskin og afslapning.

Vi har samlet gaveguides i forskellige prisklasser, så du kan lade dig inspirere, lige meget hvilken slags gave du skal finde, til én du har kær – og du kan også tilføje ønsker til din egen ønskeliste ved hjælp af hjertet her på Magasin.dk: 

 

Gaver under 150 kr.

Til hende

Til ham 

Til børn

 

Gaver under 250 kr.

Til hende

Til ham 

Til børn

 

Gaver under 500 kr.

Til hende

Til ham 

Til børn 

Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere