Indkøbskurv
0
0 varer lagt i indkøbskurven
Portræt

Tre hurtige til Astrid Olsen

Er du til det klassiske, det feminine eller det rå, når det kommer til boligindretning? Vi har mødt Astrid Olsen til en snak om hendes boligstil – og så tager hun os med på en lejligheds-tour i hendes nye cool bolig. 

Hvilke overvejelser har du gjort dig, da du skulle indrette dit nye hjem?
Jeg kommer fra et meget “klinisk” hjem. Mine forældre elsker at have et pænt, hvidt og rent hjem, og jeg elsker et meget industrielt, råt og måske endda et lidt rodet hjem. Jeg er så forelsket i gamle københavner-lejligheder, men priserne på disse er i øjeblikket umenneskelige til mit budget, så den lejlighed jeg fandt er meget klinisk. Så for mig har det været vigtigt at bryde alle de hvide vægge med nogle rå elementer, så det passede til mig og min stil.  

Hvordan vil du beskrive din boligstil?
Min stil er nok hen imod noget moderne industrialisme. Jeg elsker alle de rå elementer, men et hjem skal også være et hjem. Der skal være noget hygge. Så en blød sofa, en masse planter og stearinlys er et must. Så moderne industrialisme med noget god gammeldags hygge. 

Har du et yndlingsspot i din lejlighed? Hvis ja, hvilket og hvorfor?
Jeg må nok overordnet sige stuen. Det var været vigtigt at stuen har været vores yndlingssted i lejligheden, og dét er det også blevet! Jeg elsker vores tapet, den blå veloursofa, den unikke tønde som vi bruger som sofabord, men nok mest af alt vores vindueskarm. Efter jeg er flyttet hjemmefra er jeg blevet lidt af en plantemor. Så min basilikum og andre planter har fået bopæl i vindueskarmen. Men vindueskarmen er også bare et super hyggeligt sted at sidde og kigge ud, og det er selvfølgelig planen at fylde den ud med hynder og puder, så man virkelig kan dyrke den.  

Magasin.dk bruger cookies for at give dig en bedre oplevelse gemmer vi dine informationer om dit besøg på magasin.dk Læs mere